23948sdkhjf

Dansk højttalerfirma en eksportsucces i Kina

Højttalerproducenten Scan-speak i Videbæk har knækket koden: eksporten fra Vestjylland til Kina er nærmest eksploderet.
Vækst, outsourcing og konkurrenceevne over for den billige arbejdskraft i Kina.

Tre hede emner i den igangværende valgkamp – og på samme tid helt aktuelle stikord for den eksportsucces, som Scan-speak i Videbæk for tiden oplever.

- Da vores konkurrenter rykkede produktionen mod Østen valgte vi at blive i Danmark, og det har nu vist sig at være det helt rigtige valg. Vi har de rigtige medarbejdere, kan levere en unik kvalitet, og har patenter og viden der gør at kineserne ikke kan levere det samme niveau, forklarer Direktør og medejer hos Scan-Speak, Jan A. Nielsen.

Læs også: Danske højttalerproducenter vælter sig i succes

Scan-Speak har gennem de seneste 12 måneder sat et massivt fremstød i gang i Kina, en satsning der blandt andet tages ud fra en viden om Kina som et af de helt store vækstmarkeder, og at den stadig voksende gruppe velhavende kinesere, ser dansk producerede varer som prestigeprodukter der udstråler luksus.

Hjælp fra Udenrigsministeriet
- Vi har haft en dansker og en lokal kineser fra generalkonsulatet i Guangzhou til at bane vejen for os, både når det handler om kommunikation, kontakter, kulturbarrierer og de papirmæssige formaliteter, siger Jan A Nielsen.

De to der har hjulpet Scan-speak på vej, er eksportrådgivere i Kina, og samarbejdet er et resultat at Scan-Speaks deltagelse i eksportprogrammet Vitus, der hører under Udenrigsministeriet.

- Samarbejdet med generalkonsulatet i Guangzhou har klart medvirket til at vi kan ekspandere i Kina med den hastighed vi ser og vi har også set en stor markedsføringsmæssig fordel i at vi aktivt har kunne bruge dem i forbindelse med kundearrangementer og lignende, udtaler Jan A. Nielsen videre.

Søger nye produktionslokaler
Tonny Danielsen der er projektleder på det landsdækkende Vitus program er mere end tilfreds med Scan-speaks resultater, og vurderer at mange flere virksomheder har store eksportmuligheder, og at de også kan få stor gavn af Vitus-programmet.

- Successen med Vitus programmet betyder at vi sætter et nyt program i gang der hedder Vitus Vækst. Her kan virksomheder med eksportambitioner og potentiale også få gavn af det korps af eksportrådgivere som Eksportrådet og Udenrigstjenesten har verden rundt, erklærer Tonny Danielsen.

Scan-Speak har netop her i september måned åbnet verdens første Scan-Speak flagskibs butik i Kina sammen med den kinesiske distributør, og foreløbig ansat yderligere fem medarbejdere i Videbæk.

Lige nu leder virksomheden efter nye produktionslokaler så de kan levere det stadig stigende antal kinesiske ordrer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063