97-årig deler Nobelpris i kemi for opladelige batterier
Nobelprisen i kemi 2019 tildeles forskerne John B. Goodenough, M. Stanley Whittingham og Akira Yoshino for opfindelse og udvikling af opladelige litium-ion-batterier.
Det svenske videnskabsakademi offentliggjorde navnene på de tre vindere onsdag.
– Litium-ion-batterier har revolutioneret vores liv og anvendes i alt fra mobiltelefoner over bærbare computere til elbiler. Gennem deres arbejde har de skabt grundlag for et trådløst samfund, som ikke er afhængigt af fossile brændstoffer, hedder det i begrundelsen fra Videnskabsakademiet.
John B. Goodenough, der er amerikaner, er 97 år, og han er den ældste, som har modtaget en Nobelpris.
M. Stanley Whittingham er brite, og Akira Yoshino er japaner.
Den 77-årige Whittingham siger, at han håber, at det vil lykkes andre at bygge videre på hans og forskerkollegernes resultater og skabe forudsætninger for en mere bæredygtig verden.
- Der bliver behov for stadig mere fornyelsesegnet energi, og vi bliver stadig bedre til at lave det.
Han siger, at han ser frem til at komme til Stockholm i december for at få overrakt prisen.
Akira Yoshino er 71 år.
Den samlede pris, som de får overrakt af kong Carl Gustaf, er på ni millioner svenske kroner, der altså deles i tre.
Kemiprisen er tildelt 181 personer gennem årene. Fem af disse har været kvinder.
Whittingham udviklede det første fungerende litiumbatteri begyndelsen af 1970'erne.
Goodenough fordoblede batteriets potentiale i det efterfølgende årti.
Yoshino eliminerede ren litium fra batteriet, hvorved han gjorde det langt mere sikkert at anvende.
De internationale Nobelpriser for bemærkelsesværdige resultater i forskning i naturvidenskab, i litteratur og fred blev oprettet af industrifyrsten Alfred Nobel, som døde i 1896.
Priserne er blevet uddelt siden 1901. Priserne for medicin og fysik blev uddelt tidligere på ugen. Litteraturprisen, fredsprisen og økonomiprisen bliver uddelt i de kommende dage.
/ritzau/TT