23948sdkhjf

Blodprøve-robot tager Automatiseringsprisen 2019

Aalborg Universitetshospital har netop vundet DIRA Automatiseringsprisen 2019, der tirsdag formiddag blev uddelt på HI-messen i Herning. 

Prisen går i år mere specifikt til Klinisk Biokemisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital for en opfindelse, hospitalet har udviklet i tæt parløb med teknologivirksomhederne Intelligent Systems og LT Automation.

De tre har i samarbejde udviklet en intelligent forsendelseskasse samt en blodprøverobot, der forbedrer patientsikkerheden og letter arbejdsmiljøet i arbejdet med blodprøver.

Robotten pakker ud
Fra det øjeblik din læge tager en blodprøve, starter en længere rejse for den lille beholder med dit blod i.

Blodprøvens rejse foregår i en intelligent forsendelseskasse, som har indbygget temperaturovervågning og sporbarhed, så du som patient kan være endnu mere tryg ved analyseresultaterne.

Når blodprøven ankommer til analyse på Klinisk Biokemisk Afdeling (KBA), bliver den automatisk pakket ud og håndteret af robotløsningen, så bioanalytikerne slipper for ensidigt gentaget arbejde (EGA).

Hemmeligheden er Den intelligente Forsendelseskasse, udviklet af hospitalet sammen med Intelligent Systems ogLT Automation.  

- Allerede nu efter ganske få uger må vi sige, at det er en kæmpe succes. Og vi regner med, at vi ikke bare bliver glade for det, men at det vil ændre nogle arbejdsgange til det bedre - med en bedre kvalitet for vores patienter, siger Annebirthe Bo Hansen, ledende overlæge og ph.d. ved Klinisk Biokemisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

21 millioner prøver om året
Potentialet for årets robotopfindelse er kolossalt: Alene i Danmark udtages der i almen praksis over 21 millioner. blodprøver om året til forsendelse til biokemiske afdelinger med henblik på analyse – og tallet stiger med cirka syv procent om året.

Alle disse prøver håndteres i dag manuelt. Bortset fra i Aalborg, takket være nordjysk innovation. Ideen til en intelligent forsendelseskasse opstod helt tilbage i 2010, hvor medarbejdere på Aalborg Universitetshospital blev opfordret til at indsende idéer til nye robot- og automatiseringsløsninger.

Siden da har LT Automation, Intelligent Systems og hospitalet arbejdet intenst med at realisere denne ide. I starten af 2019 blev løsningen sat i drift på Biokemisk Afdeling på hospitalet og har siden kørt, som den skal.

Eksport og jobskabelse i Danmark
Ildsjælene bag realiseringen af Den Intelligente Forsendelseskasse er glad over hæderen til opfindelsen, som kan gøre en stor forskel. Også erhvervsmæssigt:

- Vi vil udbrede konceptet med Den Intelligente Forsendelseskasse til hele sundhedssektoren. Det kan skabe mindst 15 nye jobs og øget eksport til hospitalssektoren i andre lande. Der er potentiale for at bruge denne løsning på 7000 hospitaler i Europa og 20.000 hospitaler i Kina, siger Lasse Thomsen, robot-entreprenør og grundlægger af LT Automation. Han har arbejdet med automatisering siden 1986.

Hos samarbejdspartneren Intelligent Systems, der i sin tid fik LT Automation med i udviklingen af løsningen, ser man også mange spændende perspektiver i Den Intelligente Forsendelseskasse:

- Der er sket et stort ryk i bevidstheden om logistikkens betydning i hospitalssektoren. Da vi gik ind på markedet for 10 år siden, blev logistik blot opfattet som noget med portører og lastbiler. Men nu er alle ledelserne klar over, at logistik er nøglen til effektiviseringer. Alle hospitalsdirektører taler om logistik, og jeg håber, det er noget, vi har været med til at bidrage til, siger Niki Nicolas Grigoriou, CEO i Intelligent Systems.

Kilde:

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079