23948sdkhjf

Hackerangreb koster Demant op mod 650 millioner

Et hackerangreb i starten af september hos høreapparatvirksomheden Demant koster selskabet 550-650 millioner kroner.

Det oplyser Demant - tidligere kendt som William Demant - i en meddelelse.

Hackerangrebet fandt sted 3. september. Det ramte selskabets servere og systemer og har påvirket produktion og distribution af høreapparater, som bliver solgt under navnet Oticon.

Dermed har Demant ikke kunnet sælge så meget som normalt. Det har især gjort sig gældende i USA, som er Demants vigtigste marked, men også salget i Australien, Storbritannien og Canada er ramt.

Demant er blandt Danmarks største virksomheder og havde sidste år en omsætning på knap 14 milliarder kroner. Der er 14.000 ansatte på verdensplan.

Hackerangrebet har blandt andet betydet, at Demant ikke har kunnet hjælpe hørehæmmede på sine klinikker på normal vis.

Demant er fortsat i gang med at gendanne systemer og servere efter angrebet, og de fleste er nu oppe at køre igen på normal vis.

De resterende forventes at være på plads inden for de næste to-tre uger. Demant har anmeldt hackerangrebet til dansk politi.

- Cyberkriminaliteten har haft en betydelig indvirkning på vores evne til at skabe den vækst, vi forventede i andet halvår, siger Søren Nielsen, administrerende direktør for Demant, i en meddelelse.

Hos Sydbank betegner senioranalytiker Søren Løntoft Hansen, der følger Demant tæt, hackerangrebet som voldsomt.

- At et hackerangreb kan koste et selskab på den anden side af en halv milliard, er voldsomt.

- Angrebet har ramt stort set hele værdikæden hos Demant - lige fra forskning og udvikling over i salg og distribution. Det er et meget kraftigt angreb, siger han.

Det er ikke første gang, at en større dansk virksomhed er blevet ramt af hackerangreb. I 2017 blev Mærsk ramt af et angreb, der kostede transportgiganten mellem 1,3 og 1,9 milliarder kroner.

- Hackerangreb er blevet en trussel for selskaberne, som skal tages alvorligt. Det er et væsentlig risikomoment, som virksomhederne er nødt til at bruge flere penge på at sikre sig mod, siger Søren Løntoft Hansen.

Demant oplyser, at virksomheden forventer at få 100 millioner kroner i forsikring på grund af hackerangrebet. Det beløb er fratrukket de 550-650 millioner kroner, som det forventes at koste.

På grund af hackerangrebet nedjusterer Demant sine forventninger til overskuddet i 2019. Nu venter selskabet at tjene 2-2,3 milliarder kroner mod tidligere 2,65-2,85 milliarder kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109