23948sdkhjf

Terma fejrer 50 år i flyindustrien

I år er det 50 år siden, Terma/Grenaa (tidligere Per Udsen Co. Aircraft Industry) fik de første ordrer som leverandør til flyindustrien.

Det markeres med et arrangement tirsdag for medarbejdere, nuværende som tidligere, og en række indbudte gæster hos virksomheden på Fabrikvej 1 i Grenaa.

Per Udsen Maskinfabrik sikrede sig i 1969 de første ordrer til flyindustrien. Det var kompensationsordrer, der fulgte med Danmarks køb af 46 Draken-kampfly hos Saab i Sverige. Det blev starten på et nu 50-årigt industrieventyr med markante internationale aftryk.

Firmaets grundlægger Per Udsen var særdeles entreprenant. Hans forretningsaktiviteter spændte vidt og omfattede blandt andet boligbyggeri, skibsbyggeri, smedevirksomhed, så hvorfor ikke engagere sig i flyindustrien.

De første ordrer var brændstoftanke og haleror til Draken-flyene. Derefter fulgte hurtigt nye ordrer på dele til Drakens efterfølger Viggen og til skoleflyet T-17, begge produceret af Saab.

Det første store spring fremad kom imidlertid med Danmarks køb i 1976 af nye F-16-kampfly hos General Dynamics (nu Lockheed Martin) i Texas, USA. Igen var ledelsen i Grenaa med i kapløbet om modkøbsordrer og landede en række ordrer på blandt andet pylons og haleror. Flere end 14.000 pylons til F-16 er siden produceret i Grenaa.

Medarbejdertallet steg gradvist og toppede i midten af 1980’erne med 260 mand. Det var også i de år, virksomheden fik de første erfaringer med kulfiber og kompositmaterialer, hvilket viste sig at være en fremsynet investering.

I starten af 1980’erne fik virksomheden kontrakt med Gulfstream Aerospace Corp. i Georgia, USA på produktion af winglets (opadgående vingespidser) til business jetflyene Gulfstream G-III og G-IV – en produktion der først stoppede for få år siden, efter levering af mere end 1.000 shipsets.

Efter Per Udsens død i 1983 fortsatte ”flyfabrikken”, men op gennem 1990’erne svigtede ordretilgangen på grund af ugunstige konjunkturer og markeder under forandring. Ved årsskiftet 1998/1999 overtog Terma aktiviteterne.

I slutningen af 1990’erne blev Terma gradvist involveret i F-35 Lightning II Joint Strike Fighter-programmet, som var én blandt flere kandidater til at afløse F-16 som det danske forsvars kampfly.

Terma fik i 2004 den første udviklingskontrakt til F-35, og i årene efter fulgte en række ordrer på dele og komponenter i kulfiber, komposit og aluminium til det amerikanske kampfly. Først i 2016 blev flyet valgt som Danmarks kommende kampfly, men på det tidspunkt var Terma og især fabrikken i Grenaa dybt involveret i produktion til F-35.

Trods finanskrise og et uafklaret kampflyvalg besluttede Termas ledelse på et tidligt tidspunkt i processen at foretage omfattende investeringer i avanceret teknologi til flyproduktion i kulfiber- og kompositmaterialer.

I dag udgør F-35-produktionen omkring 85 pct. af aktiviteterne i Terma/Grenaa på langtidskontrakter med amerikanske og britiske virksomheder som Lockheed Martin, Northrop Grumman, BAE Systems, Marvin Engineering og General Dynamics.

Her i 50-året for den første Draken-produktion er der beskæftiget 450 medarbejdere på fabrikken i Grenaa, et tal der ventes at stige yderligere til omkring 550, når produktionen af F-35 Lightning II om få år når op på fuld produktion, det vil sige omkring 150-170 fly om året.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094