23948sdkhjf

Aalborgs kirurger får topmoderne træningsrobot

En ny og topmoderne operationsrobot er i disse dage ved at flytte ind på Aalborg Universitetshospital. Robotten skal bruges til træning i robotkirurgi og er den mest avancerede af sin slags på markedet. Dermed kan Aalborg Universitetshospital bryste sig at være det eneste europæiske hospital, der råder over en sådan alene til træningsformål.

- I dag har vi fået den mest moderne fremtidssikrede operationsrobot, der findes. Vi føler os næsten som jagerpiloter, som får lov til at træne i et af de mest avancerede fly, der findes, fortæller en tydeligt begejstret robotansvarlig overlæge, Johan Poulsen.

Hospitalet råder allerede over én robot af samme slags på Syd, hvor den indgår i driften og bruges til at operere patienter. Men at få mulighed for at træne på en helt identisk model gør, at læger og sygeplejersker kan overføre erfaringerne direkte til klinikken.

- Robotkirurgi er om noget en teampræstation, hvor seks personer arbejder tæt sammen og skal have tingene til at fungere. Det kræver, at man er et sammentømret hold, hvor alle nøjagtigt kender deres rolle. Derfor er robotkurserne uundværlige, idet man både lærer teknikken og maskineriet at kende – men også lærer at indgå i det vigtige teamsamarbejde, fortæller Johan Poulsen.

Nordens største træningscenter

Johan Poulsen har i stået i spidsen for at opbygge hospitalets træningscenter inden for robotkirurgi, som er nordens største. Og med indflytningen af den nye topmodel, er den position sikret i årene, der kommer.

- Vi har altid haft et godt renommé som træningssted inden for robotkirurgi, og vi har været kendt for at være et sted, hvor man virkelig lærer faget og får en solid oplæring. Foruden de mange kurser, vi hvert år afholder for vores egne medarbejdere, har vi derfor også en stor kursusaktivitet for medarbejdere fra andre hospitaler i Danmark og udlandet, fortæller Johan Poulsen.

Da hospitalets gamle operationsrobot sidste år blev så forældet, at producenten ikke længere tilbød support, stod hospitalet over for valg: Skulle man indstille robotkurserne eller opgradere maskineriet, så hospitalet kom helt i front. Heldigvis valgte man det sidste, fortæller Johan Poulsen:

- Vi oplever, at vores kompetencer inden for robotkirurgi har været med til at brande os som et universitetshospital, der er med i front med den nyeste teknologi. Og her er gode træningsfaciliteter og en styrkeposition inden for robotkirurgien afgørende, hvis fremtidens uddannelsessøgende læger fortsat skal finde Aalborg attraktiv.

Når det nye hospital i Aalborg Øst står færdigt om nogle år, er det tanken, at robotten skal flytte med ud i et egentligt træningscenter, hvor forholdene bliver skræddersyet til robotkirurgi og kursusaktiviteterne kan øges yderligere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094