23948sdkhjf

Widex-topchef stopper efter fusion

Jørgen Jensen, der har stået i spidsen for Widex siden 2013, forlader nu sin direktørpost i WS Audiology, som selskabet har heddet siden milliardfusionen med Singapore-baserede Sivantos. I stedet vil han forfølge en professionel bestyrelseskarriere, skriver selskabet ifølge Børsen i en pressemeddelelse.

Jørgen Jensen erstattes af Eric Bernard, der hidtil har været administrerende direktør for koncernens grossistforretning, hvor han kom til så sent som i juni i år. Bernard udnævnes fra dags dato til Group CEO, og vil ifølge meddelelsen samarbejde tæt med Jørgen Jensen for at sikre en god overgang.

- Jeg er stolt over de fremskridt, vi har opnået, og selvom det har været en vanskelig beslutning for mig at træde tilbage som CEO, føler jeg mig meget tryg ved at overlade tøjlerne til Eric Bernard og mine kollegaer i ledelsen. Efter en række år med spændende opgaver og en ganske travl kalender som CEO ser jeg nu frem til at bringe min energi og mine erfaringer i spil i bestyrelsesstillinger, siger Jørgen Jensen i meddelelsen.

Samtidig stopper også finansdirektør Wolfgang Ollig. Denne post overtages af Henrik Skak Bender, der indtil nu har været integrationsdirektør i WS Audiology, mens han inden fusionen var finansdirektør i Widex.

Ifølge bestyrelsesformand i WS Audiology Thomas Ebeling skylder selskabet både Jørgen Jensen og Wolfgang Ollig en stor tak.

- Sammen har de spillet en afgørende rolle i at sikre en succesfuld fusion og føre WS Audiology gennem de vigtige første seks måneder som sammenlagt virksomhed. Inden fusionen styrede Jørgen støt og roligt Widex gennem betydelige ændringer og skabte en stærkere forretning, mens Wolfgang var finansdirektør for Sivantos, hvor han med stor succes opbyggede en stærk finansorganisation, siger Thomas Ebeling i meddelelsen.

WS Audiology blev etableret 1. marts og har en årlig omsætning på cirka 2 milliarder euro og mere end 10.000 ansatte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083