23948sdkhjf

DTU og NASA skal finde nye planeter fra La Palma

Eksperter fra DTU har i sommerens løb været på arbejde i sydens sol. På La Palma, den nordvestligste af de kanariske øer, har holdet opgraderet NOT - Nordic Optical Telescope - et jordbaseret teleskop, som står i 2.400 meters højde på øen. Det skriver universitetet på sin hjemmeside.

Opgraderingen betyder, at det 30 år gamle teleskop bliver endnu bedre til at identificere exoplaneter, altså planeter der kredser om andre stjerner end solen, og det har man fået øje på hos NASA og MIT. De to har begge købt observationstid på teleskopet, og desuden skal data fra NOT supplere NASAs mission TESS.

- Det ville koste 30-40 millioner kroner at bygge en ny spektrograf. De forbedringer, vi gennemfører, koster kun 2 millioner. Så det er en effektiv måde at opdatere teleskopet på, fortæller professor på DTU Space, Lars A. Buchhave, der står bag gennemførelsen af projektet, som er finansieret med midler fra Carlsbergfondet.

Ifølge Universitetets hjemmeside fungerer teleskopet i grove træk ved, at det opsamler lys fra fjerne stjerner og via et lyslederkabel sender det videre ind i en spektrograf, der omfatter en såkaldt grating; en glaskonstruktion, der bryder lyset. I spektrografen opdeles lyset i forskellige bølgelængde-områder, som forskerne så analyserer for at lede efter signaturer fra exoplaneter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078