23948sdkhjf

Fynsk teknologi kan bekæmpe madspild verden over

Visionsteknologi fra Odense-virksomheden Trivision kan halvere fødevarespild i produktionen, og kan dermed være en afgørende faktor i opfyldelsen af FN’s verdensmål om at nedsætte madspild hele vejen fra jord til bord.

Trivisions teknologi sparer hvert år omkring 10.000 tons madspild globalt, fordelt på over 25 lande. Visionsteknologien tager og analyserer billeder ud fra forud bestemte karakteristikker, så fejl i fødevarer, emballage eller etiketter opdages med det samme, og produktionen straks kan rettes til. Det betyder væsentligt mindre madspild, ikke mindst fordi tilbagekaldelser undgås. Samtidig opsamler teknologien data, der gør, at fødevarevirksomheder på én gang optimerer produktionen og samtidig gør den langt mere bæredygtig. Den fynske teknologi står klar til at hjælpe virksomheder, når de nye EU-regler om mere bæredygtig produktion begynder at træde i kraft i 2021. 

- Med det øgede fokus på CSR hos virksomheder er det helt centralt at vores visionsteknologi kan halvere både spild af mad, af emballage og af den CO2, som indgår i såkaldt beskyttet atmosfære i fx pakker med kød. Virksomhederne investerede tidligere typisk i teknologien for at kvalitetssikre fødevarer og emballager, så de for eksempel undgår, at hele containere med kød bliver afvist i Kina, fordi der er et skrifttegn, der står forkert på etiketterne, fortæller Jesper Bach, CEO i fynske Trivision.

Trivision har skabt en række teknologier, som kan kvalitetstjekke emballage og etiketter og dermed opdage fejl i fødevareindustrien. Med en kombination af kameraer og software på højt niveau opdages fejl i god tid og afslører, hvor i produktionen tingene halter og skal rettes op.

- Jeg vurderer, at Trivisions teknologi har sparet mindst 100.000 tons madspild, siden den kom på markedet. Det er vi stolte af. Og så sparer den naturligvis også rigtigt mange penge for store fødevarevirksomheder som f.eks. Arla eller Danish Crown, men giver også langt mindre spild af gode fødevarer og emballage, fortsætter Jesper Bach.

Arla bruger Trivisions visionsteknologi til at sikre, at fejl i emballagen på for eksempel små pakker økologisk smør ikke spænder ben for godt indhold. Teknologien identificerer utætheder i svejsningen, kvalitetsfejl og forkert mærkning. Dermed opdages problemer så tidligt, at de kan afhjælpes, før skaden bliver stor. Efter implementering af teknologien har Arla fået færre og kortere kvalitetsrelaterede produktionsstop. Samtidig er antallet af kundeklager faldet, og det samme er mængden af affald.

- Det nye system har afhjulpet mange fejl i alle dele af vores produktion, og antallet af kundeklager er faldet meget, bekræfter Bjarne Randrup Nielsen, produktionslinjeansvarlig, Arla Foods.

Alene i Danmark står fødevareindustrien ifølge Miljøministeriet for 19 procent af vores årlige madspild, på i alt 700.000 ton.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073