Skat kræver milliarder af Radiometer
I går kunne vi fortælle, at danske Radiometer efter endnu et vækstår har valgt at trække 8,75 milliarder kroner ud i udbytte til selskabets amerikanske ejer, Danaher. Står det til de danske skattemyndigheder, kommer en god del af det beløb dog i stedet til at lande i den danske statskasse.
Ifølge Børsen rejste Skat i 2013 et et krav på 1,6 milliarden kroner mod Danaher, fordi der ikke var betalt skat på rentebetalinger fra Radiometer til Danahers internationale selskaber i perioden 2004-2009. Nu har Skat gennemgået overførslerne i årene frem til 2015, og det har resulteret i, at det samlede krav er blevet fordoblet til 3,4 milliarder.
- Skat og vi ser ikke det her på samme måde. Vi er helt sikre på, at det, vi har gjort, er rigtigt og by the book, og de hævder noget andet. Og hvis de justerer deres syn, er vi nødt til at tage det til efterretning, selvom vi ikke på nogen måde regner med, at det her på noget punkt bliver til, at vi taber, siger Henrik Schimmell, administrerende direktør i Radiometer Medical, til Børsen.
Henrik Scimmell slår desuden fast, at man hos Radiometer ikke er nervøse for den kommende sag, og at Danaher er klar til at slås hele vejen til Højesteret for at blive frikendt.
Ifølge Børsen er sagen mod Danaher en del af en stribe sager mod multinationale selskaber, hvor afgørelser fra Landsskatteretten viser, at selskaberne har undgået dansk skat ved at overføre penge gennem et net af selskaber i EU- og skattelylande. Sagen ventes at køre flere år ved domstolene.