23948sdkhjf

Polsk retssag giver røde tal på Termas bundlinjen

Termas omsætning steg i 2018/2019 med beskedne 1 pct. og endte dermed på 1,803 mia. kr.

Resultatet før skat faldt samtidig til et underskud på 69 mio. kr.

Med heri er dog ekstraordinære omkostninger i form af hensættelser i forbindelse med en verserende retssag i Polen. Sagen vedrører en kontrakt indgået i 2010 med det polske forsvarsministerium på elektronisk selvbeskyttelsesudstyr til helikoptere. Både det polske forsvarsministerium og Terma har appelleret dommen, som retten i Warszawa afsagde i oktober 2018, skriver Terma i en pressemeddelelse.

- Retssagen har indtil nu bekræftet, at vores system leverede den forventede performance, og vi mener at have en juridisk stærk sag, men med en betydelig procesrisiko, siger Termas administrerende direktør Jens Maaløe.

Vokser globalt
Til gengæld kunne han glæde sig over, at ordreindgangen steg med 10 pct. til 1,726 mia. kr. i året.

Over 94 pct. af Termas samlede omsætning er uden for Danmark, og det globale marked tegner lovende, melder den østjyske virksomhed:

- Dels har vi sikret en stor ordre på kommando- og kontrolsystemer samt radarsystemer til den indonesiske flåde med gode muligheder for yderligere opgaver, dels er vi i konstruktiv dialog med det amerikanske flyvevåben om ny teknologi indenfor selvbeskyttelse af fly, et område hvor vi i forvejen har en solid position, både på det amerikanske marked og i en række andre lande, siger Jens Maaløe.

USA er Termas absolut vigtigste marked, men både Europa og Fjernøsten har også udviklet sig positivt i det forløbne år.

- Vores sikkerhedsgodkendte datterselskab i USA har muliggjort en række unikke muligheder, hvor vi kan anvende vores dybe teknologiske viden i Danmark til projekter i USA, vi ellers aldrig ville komme i nærheden af, siger Jens Maaløe.

Nye F-35-ordrer
Samtidig skal nye kontrakter på strukturdele og elektronik til F-35-kampfly-programmet sikre den fortsatte vækst på fabrikkerne i Grenaa og Lystrup.

- Vores omfattende investeringer i innovation, produktionsteknologi, medarbejderudvikling og i strømlining af processer bærer for alvor frugt. Vores målrettede satsning på F-35-programmet udgør i dag en betydelig del af Termas samlede forretning, og vi høster stor anerkendelse fra kunder og F-35-programledelse for vores evne til at levere rettidigt og i høj kvalitet, siger Jens Maaløe, og fortsætter:

- I år runder vi 450 medarbejdere i Grenaa, og når programmet i løbet af de følgende år kommer op på fuld styrke med produktion af op mod 190 fly per år, bliver vi omkring 550 medarbejdere i Grenaa. Til sammenligning aftager Danmark totalt 27 fly. Vores produktionsapparater i både Grenaa og Lystrup udbygges løbende, men er grundlæggende gearet til full-rate-produktion.

Terma har i løbet af året øget medarbejderstaben med 97 medarbejdere og beskæftigede ved udgangen af regnskabsåret 1.495 fuldtidsmedarbejdere.

Efter godt 16 år som administrerende direktør i Terma fratræder Jens Maaløe sin stilling med udgangen af maj 2019. 1. juni 2019 overtager Jes Munk Hansen ansvaret som administrerende direktør.

Terma A/S
mio. kr. 2018/19 2017/18
Nettoomsætning 1.803,4 1.784,6
Driftsresultat -12,5 118,5
Resultat før skat -69,5 93,3
Årets resultat -66,4 72,4
Balancesum 2.186,3 2.019,1
Egenkapital 579,1 663,4
Antal ansatte 1.495 1.398
Regnskabsåret blev afsluttet 28. februar 2019
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11