23948sdkhjf

BB sparker til omsætningen og løfter overskudsgraden

2018 blev et fremgangsrigt år for BB Electronics, der med solid vækst på toplinjen og øget lønsomhed har skabt plads til øgede investeringer. Senest betød det erhvervelsen af tjekkiske Wendell Electronics, som BB overtog i februar, og hos Horsens-koncernen er der tilfredshed med årets præstation.

- Vi følger vores langsigtede plan for udvikling og vækst af BB Electronics, og de seneste års fornuftige resultater medfører, at vi fortsat kan være ambitiøse i vores målsætninger, siger CEO Carsten Christensen i en pressemeddelelse.

Mens omsætningen voksede 22 procent fra 460 millioner i 2017 til 560 millioner kroner i 2018, steg overskudsgraden fra 5,3 procent til 7,5 procent. Både omsætning og overskudsgrad overgik dermed forventningerne, og i ledelsesberetningen bliver begge beskrevet som tilfredsstillende.

Af beretningen kan man læse, at væksten er drevet af eksisterende såvel som nye kunder og er sket på tværs af koncernens tre kundesegmenter. Overskuddet efter skat tager også et markant hop fra 20 til 26 millioner kroner. Her fremgår det dog af årsrapporten at de 3,7 millioner stammer fra hidtil uregistrerede skatteaktiver.

 Forventer fortsat vækst

Da BB Electronics i februar fuldførte sit tjekkiske opkøb, satte administrerende direktør Carsten Christensen ord på sine forventninger til den fremtidige vækst.

- Hele ledelsen og alle øvrige ansatte følger med, og overtagelsen betyder ikke, at vi reducerer andre steder. Tværtimod forventer vi, at væksten fortsætter, ikke kun i Tjekkiet, også i Horsens og i Suzhou. Fra 2017 til 2018 steg vores omsætning over 20 pct., og indtjeningen fulgte med i takt med, at vi har øget medarbejderstaben både i Horsens og i Kina. Ved at rykke direkte ind i Østeuropa med en velfungerende, moderne virksomhed øger vi ikke bare kundekredsen, men også vores ekspertise på en række områder. Vi forventer at vokse i de kommende år i alle tre afdelinger, sagde direktøren ved den lejlighed, og i årsrapporten sætter BB tal på forventningerne til 2019.

Her forventer man at fortsætte væksten om end med en mere beskeden rate på 3 til 5 procent. BB Electronics beskæftiger efter erhvervelsen i Tjekkiet ca. 680 medarbejdere, hvoraf størstedelen er beskæftiget i Kina. Det forventes dog også at beskæftigelsen øges på fabrikkerne i både Tjekkiet og Horsens i løbet af 2019.

BB Electronics A/S
mio. kr. 2018 2017
Nettoomsætning 560 460
Resultat af primær drift 34,5 17,1
Resultat før skat 30,5 17,0
Årets resultat 26,2 20,3
Balancesum 304 252
Egenkapital 127 101
Gns. antal ansatte 485 484
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.536