Mathias belønnet for insekthjerne til gående robotter
Mathias Thor fra SDU arbejder i det felt, hvor robotter møder naturen. Han har allerede udviklet sit første robotinsekt, som kan kravle på rør, og nu arbejder han på at udvikle en fleksibel robothjerne, som kan bruges på forskellige robotter. Et arbejde som Uddannelses- og Forskningsministeriet i sidste uge belønnede med et EliteForsk-rejsestipendium.
- Målet er altså at flytte fokus fra robotter, der kun kan bevæge sig på forudbestemte måder, frem til mere intelligente robotter, der kan reagere på uvante situationer. En universel kontroller, som er i stand til at tilpasse sig forskellige robottyper, kan åbne for mange nye anvendelser af gående robotter, fortæller den unge forsker om sit projekt på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
- Insekter klarer sig med meget små hjerner
Robotter med hjul kan have problemer i uvejsomt terræn. De problemer har Mathias Thor gjort op med, med insektrobotten MORF, der med sine seks ben har fået optimal manøvredygtighed og med få justeringer kan omdannes til et ”pattedyr” med fire ben. I hver af benene sidder tre motorer, en for hvert led, og det fører til et virvar af kompliceret kodning, når robotten skal styre alle motorer på samme tid. Den udfordring prøver Mathias Thor at løse med inspiration fra naturen.
- Personligt synes jeg, det er mest interessant at undersøge robothjerner til insekter, fordi insekter klarer sig i forskellige omgivelser med meget små hjerner. Jeg ser mange timers tv om dyr og arbejder tæt sammen med biologer for at aflure, hvordan dyr for eksempel bevæger sig, siger Mathias Thor.
Turen går til Thailand
Derfor er robotinsektets fødder udstyret med silikone, så de giver efter, når det går. Ifølge Mathias Thor er det et helt lavpraktisk eksempel på at flytte noget af robottens intelligens ud i kroppen, så det ikke er nødvendigt for forskerne at programmere.
- Du tænker jo heller ikke aktivt over at gå. Det er bare noget vi gør ved hjælp af vores centrale mønstergenerator i rygmarven, siger Mathias Thor.
Rejsestipendiet fra EliteForsk er på 200.000 kroner, og det vil blandt andet give Mathias Thor mulighed for at afprøve sine kontrolmekanismer på flere robotter, herunder nogle af de nyeste. Og så skal der naturligvis rejses.
- Helt konkret skal stipendiet bruges til ophold på Nanjing University of Aeronautics and Astronautics i Kina og Vidyasirimedhi Institute of Science and Technology i Thailand. Herudover vil jeg deltage i konferencer omhandlende gående robotter i Canada, Macau og Schweiz, hvor nogle af de førende forskere inden for mit forskningsfelt vil være til stede, fortæller Mathias Thor