23948sdkhjf

Traditionsrigt medico-selskab atter på danske hænder

Efter en fejlslagen israelsk investering er DDD-Diagnostic nu atter dansk ejet i et samarbejde mellem ledelsen og kapitalfonden Industri Udvikling.
DDD-Diagnostic er tilbage på danske hænder.

Selskabet, der udvikler og producerer såkaldte gammakameraer til medicinsk billeddiagnostik, blev i 2007 købt af israelske Orbotech, men nu har selskabets ledelse i samarbejde med kapitalfonden Industri Udvikling altså overtaget ejerskabet.

Fra plus til minus under nye ejere
Under det israelske ejerskab blev selskabets overskud vend til minus, ligesom omsætningen faldt fra et leje omkring 3-400 mio. kr. til cirka 50 mio. kr.

Det anslås derfor, at købsprisen har været langt under de 210 mio.kr., som Orbotech i sin tid betalt kapitalfonden Axcel for ejerskabet.

- Israelerne stod i en situation, hvor de ikke var interesseret i selskabet længere, og de kunne så vælge at lukke det ned, med de omkostninger det medfører, eller de kunne sælge det til ledelsen. Så der er ikke givet svimlende summer for selskabet, siger Lars Buhl, investeringsdirektør i Industri Udvikling, til Dagbladet Børsen.

Anslået købspris på under 40 mio. kr.
Ifølge avisen har kapitalfonden ikke for vane at investere mere end 20 mio. kr. i selskaber, og da aftalen er ligeligt fordelt med ledelsen i DDD-Diagnostic, kan købsprisen altså have været på under en femtedel af, hvad Orbotech i sin tid betalte.

Både den nuværende ledelse og Industri Udvikling ser et stort potentiale i DDD-Diagnostic, som sidder på en markedsandel på 60 procent inden for det globale marked for kameraer til hjertescannere.

- Det er en udviklingstung virksomhed, men når udviklingen er færdig, kommer de ind i en salgsfase, hvor de tjener buler af penge. Derfor sker der voldsomme udsving, siger Lars Buhl.

Vil tredoble salget
Industri Udvikling har af samme grund ikke sat nogen dato på, hvornår man forventer at trække sig ud af DDD-Diagnostic, som man anser for at være en langsigtet investering.

- Men den dag, hvor selskabet når en stilstand, eller markedet er en begrænsning for yderligere vækst, så er det på tide, at vi trækkes os ud. Hvornår det er, må tiden vise, siger Lars Buhl til Dagbladet Børsen.

Til gengæld er der allerede lagt konkrete planer på ledelsesniveau. Således er målet at tredoble salget over en treårig periode, ligesom underskuddet skal vendes til en overskudsgrad på 12-15 procent efter skat.

DDD-Diagnostic påførte sidste år sine israelske ejere et underskud på 20 mio. kr.

DDD-Diagnostics’ historie – kort fortalt
DDD-Diagnostic har oprindeligt rødder i GE Medical Systems, men da selskabet flyttede til England i slutningen af 1980’erne, valgte den daværende ledelse og en række nøglemedarbejdere at blive.
De dannede i stedet DDD-Diagnostics, som kapitalfonden Axcel i 2004 købte 70 procent af.
I 2007 solgte Axcel så DDD-Diagnostics til israelske Orbotech, før Industri Udvikling i samarbejde med den nuværende ledelse altså nu har bragt DDD-Diagnostics tilbage på danske hænder.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079