23948sdkhjf

Banedanmark: Udskudt sikkerhedsforbedring ikke lovpligtig

I går fortalte vi, hvordan et projekt, der skulle beskytte mennesker på Københavns Hovedbanegård mod risikoen for elektrisk stød, er blevet udskudt på ubestemt tid. En beslutning der vakte kritik fra mangeårig specialist i elektroniksikkerhed, Ernst Boye Rasmussen.

- Det er et problem, at man udskyder arbejdet med potentialudligning. Det er essentielt arbejde, som man bør få gennemført hurtigst muligt. Det er et spørgsmål om personsikkerhed, sagde Boye Rasmussen mandag i Ingeniøren.

Grunden til forsinkelsen skal findes i Ringsted, hvor en stationsombygning er blevet markant dyrere end budgetteret. Derfor har Banedanmark inddraget de 5,3 millioner, der var afsat til den såkaldte potentialudligning, og udskudt arbejdet på ubestemt tid.

Lovpligtig på nye anlæg

Potentialudligningen skulle have sikret mod, at vandrende strømme fra kørestrømsanlæggene kan ledes gennem andre materialer i nærheden og give mennesker stød, og selvom Banedanmark ikke afviser, at der er en ”teoretisk risiko” for elektrisk stød forbundet med de ældre anlæg, vurderer de, at risikoen er så lille, at arbejdet med potentialudligningen kan udskydes uden fare.

Desuden understreger Banedanmark, at arbejdet ikke er lovpligtigt. Det ville det imidlertid være, hvis der var tale om et nyt anlæg.

Ifølge Ingeniøren foreskriver sikkerhedsreglerne på området, EN-standard 50122, at der ved nye anlæg skal etableres potentialudligning, og at det samme gælder ved omfattende fornyelser af ældre anlæg.

Banedanmark forklarer til Ingeniøren, at Københavns Hovedbanegård består af både nye og ældre systemer, og at de alle lever op til gældende lovgivning, men ifølge Ernst Boye Rasmussen gør det ikke udskydelsen af det planlagte sikkerhedsarbejde mindre problematisk.

- De nye europæiske standarder medfører ganske rigtigt ikke krav til gamle installationer. Men det betyder ikke, at de gamle anlæg er mere sikre end de nye. At de gamle anlæg ikke er omfattet af normerne, er ikke i sig selv et argument for, at de ikke skal potentialudlignes, siger han til mediet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062