23948sdkhjf

Kamstrup vinder stor ordre til Guldborgsund Forsyning

Målere med trådløs aflæsning skal effektivisere driften af varme- og vandforsyningen på Lolland-Falster.
Guldborgsund Forsyning, der dagligt forsyner Lolland-Falster med fjernvarme og vand, har indgået kontrakt med firmaet Kamstrup A/S i Skanderborg om levering af nye automatiske varme- og vandmålere.

Kontrakten omfatter ca. 15.500 målere og et komplet system til automatisk aflæsning af forbrugsdata.

Blandt de 25 mest effektive
Investeringen er en del af den strategiplan, som ledelsen i Guldborgsund Forsyning fremlagde sidste år, og som har som mål at rykke Guldborgsund op blandt de 25 mest effektive forsyningsselskaber i Danmark.

- For os betyder det at være et effektivt forsyningsselskab, at vi har høj driftsikkerhed, god kundeservice, fornuftige priser og en effektiv administration, og det bidrager løsningen her i høj grad til, udtaler adm. direktør Flemming Bach fra Guldborgsund Forsyning.

Idriftsættelse inden 1. december
Guldborgsund har udover Kamstrup valgt firmaet Intego til at forestå selve installationsarbejdet.

- Med Kamstrup og Intego kan vi få alle målerne installeret og idriftsat inden 1.december i år, og dermed få det hele på plads inden det nye regnskabsår. Det har været af afgørende betydning for os.

Løsningen indebærer, at kunderne i Guldborgsunds forsyningsområde får nye vand- og varmemålere. Målerne indberetter selv forbrugsdata til forsyningsselskabets hovedcomputer, og dermed slipper kunderne for selv at skulle aflæse og indberette deres forbrug.

Forsyningsselskabet undgår al administration i forbindelse med selvaflæsning og omkostningerne ved forkerte og manglende indberetninger.

Gennemtestet teknik
Teknikken bag den automatiske indberetning er udviklet af Kamstrup selv og bygger på en europæisk standard. En radiosender i måleren overfører data, når den bliver adspurgt af hovedcomputeren hos forsyningsselskabet. Overførslen tager ganske kort og er helt uden gener for forbrugeren.

- Den teknik, vi anvender, er at sammenligne med fjernbetjeninger, routere og lignende trådløst udstyr i hjemmet, udtaler salgsingeniør Mikael Kolster fra Kamstrup.

- Vi har solgt systemet i mange år og til hundredetusinder af installationer i det meste af Europa, så det er en yderst robust og gennemtestet løsning, Guldborgsund får, slutter han.

Kilde: Kamstrup

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078