23948sdkhjf

Life science løfter dansk økonomi

En ny analyse viser, hvordan Danmarks i alt knap 1.500 life science-virksomheder bidrager til den økonomiske fremgang og beskæftigelse i Danmark.

Blandt andet fremgår det af analysen, at værditilvæksten i life science-industrien er vokset med 88 pct. på 8 år. Til sammenligning er værditilvæksten i den samlede danske industri vokset med 17 pct. i samme periode.

Analysen, der er udarbejdet for Erhvervsministeriet, viser desuden, at den økonomiske udvikling i life science-industrien adskiller sig fra udviklingen i den øvrige industri på en række parametre. Produktivitetsniveauet er eksempelvis dobbelt så højt i life science-industrien i forhold til den samlede økonomi, og life science-virksomheder står for godt en tredjedel af al privat forskning og udvikling i Danmark.

En fælles ambition om kvalitet

- Udviklingen i industrien er båret frem af intense investeringer i forskning og udvikling af life science-virksomheder selv, men også af samfundets investeringer i uddannelse og forskning. Det er altså vores fælles ambition om kvalitet i forskning og udvikling af dygtige mennesker her i Danmark, der leverer et afkast, som vi alle kan glæde os over, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov i en pressemeddelelse.

Som noget helt nyt sætter analysen endelig tal på, hvad industrien i Danmark indhenter af fortjeneste på aktiviteter i udlandet. I perioden 2014 til 2017 bidrog life science-industriens formueindkomst med godt 15 mia. kr. årligt til den danske velstand og til investeringer i blandt andet Danmark.

Udenlandske life science-virksomheder ser ligeledes fordel i at investere i Danmark. De har samlet set direkte investeringer i Danmark for godt 31 mia.kr., og tendensen er stigende.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125