23948sdkhjf

Nu kommer tv-skærmen der kan rulles sammen

Fladskærmen ruller sig sammen som et rullegardin og kan placeres helt uafhængigt af en væg. Eller hvad med en super klar og skarp 8K-skærm på gigantiske 98 tommer.

De store tv-producenter er klar med nye design, bedre billeder, lækrere lyd og større skærme, og intet tyder på, at vi som seere er ved at overgive os til de små skærme på vores mobiler, tablets eller computere.

Tv'et er stadig den mest populære platform til at streame på, når vi skal se film, serier, sport og nyheder. Således konstaterer direktør for YouSee Jacob Mortensen, at tv'et stadig er den skærm, vi helst vil sidde foran, når vi streamer.

- Den store skærm, tv'et, er ikke alene den mest populære skærm i forhold til den tid, vi bruger på at streame. Det er også på den store skærm, at væksten stiger, siger han.

- Når vi samlet set bruger 16 gange mere tid på at streame på tv'et frem for på de små skærme, så holder profetierne om, at tv'et ville forsvinde fra stuerne, slet ikke, siger YouSee-direktøren.

Så der er givetvis publikum til de nyeste tv, som præsenteres på verdens største messe for forbrugerteknologi, CES i Las Vegas. Her viste sydkoreanske LG mandag således som ventet sit nye rulle-tv frem.

Som et rullegardin, der trækkes op fra sit skjul, ruller det tynde, 4K Oled-Tv R (R for rulle) sig op i fulde 65 tommer.

- Det som sciencefiction-forfattere forestillede sig for årtier siden, er nu virkelighed, sagde markedsføringsdirektør for LG i USA David Vanderwaal ved præsentationen af tv'et.

Ifølge LG er skærmen blevet testet til at kunne klare 50.000 op- og nedrulninger. Hvad prisen bliver på den nyskabende skærm er endnu ukendt, men formentlig temmelig dyr. Tv'et kommer ifølge LG til salg i løbet af 2019.

LG er også på vej med en gigantisk skærm på 88 tommer og en opløsning på 8K til seerne. 8K har fire gange så mange pixels som i 4K og 16 gange så mange som i HDTV, så det trods sin størrelse kan vise et ultraskarpt billede.

Men LG må se sig overhalet på størrelsen. 

Både japanske Sony og verdens største tv-producent, Samsung, med hovedsæde i Sydkorea, har en skærm på ikke mindre end 98 tommer og opløsning på 8K i kataloget. 

Selv om der er lange udsigter til, at der vil blive distribueret levende bileder i 8K-format, så vil det nye tv i Qled-serien ifølge Samsung vise billedet i 8K-opløsning, uanset hvor brugeren får sit indhold fra. 

- Dette er Samsungs smarteste og mest kraftfulde tv til dato, sagde Dave Das, direktør i Samsung America, ved præsentationen.

/ritzau/

Kilde: www.ritzau.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07