23948sdkhjf

Robotiværksætter skifter Silicon Valley ud med dansk startup-hub

Carl Chatfield fra startup-virksomheden Fishi Robotics har taget turen fra Silicon Valley til Odense

Fishi Robotics er én af i alt fem nye robot- og droneiværksættere, der netop er udvalgt til en plads i Odense Robotics StartUp Hub hos Teknologisk Institut, hvor virksomhedens vækst skal accelereres de næste 12 måneder.

- Robotmiljøet i Odense byder på en optimal blanding af teknisk knowhow, markedsadgang og iværksættermiljø. Derfor har jeg valgt at flytte fra Silicon Valley for at etablere min virksomhed her, siger Carl Chatfield, stifter af Fishi Robotics i en pressemeddelelse.

- Jeg forventer, at her kan jeg komme hurtigt i gang, fordi betingelserne for at etablere virksomhed er enkle at gå til. Samtidig vurderer jeg, at jeg kan drive Fishi Robotics længere med bootstrapping (Betingelserne for at starte virksomhed med egne midler, red.) her end i Californien.

Australske Carl Chatfield er uddannet softwareingeniør og udvikler en undervandsdrone, der kan overvåge og rapportere, hvordan skibe eller havvindmøllers tilstand er under havoverfladen, hvilket hidtil ikke har været muligt.

Han finansierer selv udviklingen af sin virksomhed og håber på, at accelerator-forløbet i Odense Robotics StartUp Hub vil accelerere hans virksomhed og tiltrække investorer.

Robotter til lands, til vands og i luften
I alt er fem startups rykket ind i Odense Robotics StartUp Hub hos Teknologisk Instituts 2.000 kvadratmeter udviklingshal i Odense. Deres forretningsideer understreger, at der fortsat eksisterer et enormt potentiale for at udrydde nedslidende, risikofyldte og omkostningstunge arbejdsopgaver ved hjælp af robotter, droner og automation - til lands til vands og i luften:

- Robotudvikling er blevet en unik branche for Danmark med Odense som et regulært kraftcenter. Robotindustrien har den særlige styrke, at den bidrager direkte til andre branchers udvikling og samtidig skaber arbejdspladser og eksport. Derfor er det vigtigt, at vi understøtter den og skaber gode rammer for udvikling. Jeg glæder mig til at følge de fem nye virksomheder i hub’en, og jeg håber, de vil finde sig rigtig godt til rette i Odense, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune.

De fem nye startups i robothubben er:

FarmDroid udvikler en autonom markrobot til landbruget, der sår afgrøder og renser jorden for ukrudt og skadeplanter uden brug af sprøjtemidler og CO2-neutralt.

Fishi Robotics udvikler en undervandsdrone, der kan overvåge og rapportere, hvordan skibe eller havvindmøllers tilstand er under havoverfladen.

Happtec udvikler plug-&-play-løsninger, der gør det enklere og billigere at installere og anvende robotter i produktionsvirksomheder.

Lorenz Technology udvikler en ny overvågningsteknologi, der kan anvendes som en selvkørende eller flyvende sikkerhedsvagt til brug ved lufthavne og andre bevogtede områder.

Robot Logistics udvikler en automatiseret lagerløsning, der gentænker plukkeprocesser på lagre og hos e-handelsvirksomheder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095