Ned med guld og op med råolie
Sidste nyt fra råvaremarkedet, hvor guldprisens himmelflugt synes midlertidigt stoppet.
Ifølge Bloomberg fordi, investorer solgte de ædle metaller for at sikre gevinsten og skaffe kontanter til at dække tab på andre markeder.
En svagere dollar har dog samtidig fået olieprisen til at stige med 3,75 procent siden tirsdag, mens kobberprisen er steget med 2,2 procent i samme tidsrum.
Høje oliepriser påvirker mange
Mens priserne på eksempelvis guld og kobber i sidste ende kan aflæses af priserne på komponenter til blandt andet elektronikindustrien, kan stigende oliepriser få mere vidtrækkende konsekvenser.
- Høje oliepriser påvirker via mange kanaler, især betyder det højere produktionsudgifter for erhvervslivet, højere transport- og opvarmningsudgifter for forbrugerne, stigende inflation, risiko for pengepolitiske stramninger og lavere økonomisk vækst, konstaterer Henrik Drusebjerg, seniorstrateg ved Nordea.