Nyt om navne: Nordcad og LG Electronics
Nordcad har ansat ny support manager og LG Electronics ansætter ny nordisk salgschef.
Andreas W. Bøgeskov-Jensen er tiltrådt som support manager i Nordcad Systems A/S, der er Danmarks største leverandør af løsninger til elektronikudvikling.
Han kommer fra en stilling som supportkonsulent og hans hovedopgave bliver at koordinere virksomhedens kunderettede supportfunktioner.
Nordcad er eneforhandler af OrCAD og Allegro software fra Cadence, der er verdens førende leverandør af applikationer til elektronik design.
LG Electronics
Som et led i virksomhedens nordiske satsning på varmepumper og luftkonditionering er Jan Wilhelmson med virkning pr. 1. maj ansat som nordisk salgschef inden for forretningsområdet Air-Conditioning & Energy Solutions (AE).
Jan Wilhelmson kommer senest fra en stilling som salgschef hos virksomheden Ventilationsutveckling. Med sin mangeårige og brede erfaring fra branchen bliver Jan ansvarlig for udviklingen af LG Electronics fortsatte ekspansion i distributionskanalen.