23948sdkhjf

Fem trusler mod globalt opsving

Nordea har analyseret de finansielle markeder og peger på fem aktuelle benspænd mod et globalt økonomisk opsving.
De finansielle investorer verden over står netop nu over for fem større trusler, der i værste fald kan bremse det økonomiske opsving, konstaterer seniorstrateg ved Nordea, Henrik Drusebjerg, i en aktuel kommentar.

De fem største trusler:

Olieprisen
Uroen ulmer fortsat i Mellemøsten, hvor flere diktatoriske regimer er blevet bragt til fald.
Hvis uroen spreder sig til Saudi Arabien samtidig med, at olieprisen over længere tid holder sig over $120, vil det hæmme forbrugslysten og svække væksten
- Høje oliepriser påvirker via mange kanaler, især betyder det højere produktionsudgifter for erhvervslivet, højere transport- og opvarmningsudgifter for forbrugerne, stigende inflation, risiko for pengepolitiske stramninger og lavere økonomisk vækst, konstaterer Henrik Drusebjerg.

Gældskrisen i Europa
Her efterlyses en afklaring vedrørende de kriseramte lande i Sydeuropa samt Irland. Men:
- Det er vores vurdering, at EUs hjælpefonde er store nok til at kunne rumme både Portugal og Spanien. Mere langsigtet handler det om at få øget konkurrenceevnen, således at den øgede gældsætning til udlandet stoppes, fastslår Henrik Drusebjerg.

Inflationen i Kina/på emerging markets
- Pengepolitiske stramninger og usikre vækstudsigter har trukket Kina og Emerging Markets ned i 1. kvartal 2011, og det vidner om den store betydning, som væksten på disse markeder i dag har for verdensøkonomien, skriver Henrik Drusebjerg og advarer samtidig om en risiko for flere rentestramninger og stigende inflation længere end ventet i Emerging Markets.

Ny nedtur på ejendomsmarkedet
Mens den europæiske udvikling er varierende fra land til land, falder priserne fortsat generelt set i USA, og ifølge Henrik Drusebjerg og Nordea skal priserne omkring 5 procent længere ned.
- Men hvis priserne falder markant mere, affødt af blandt andet manglende skabelse af nye job, kan det blive dyrt for bankerne i form af tab. I værste fald kan en ejendomskrise udløse endnu en finanskrise, lyder advarslen.

Centralbanker i EU og USA kører i hver sin retning
Uenighed mellem de store centralbanker medfører som oftest uro.
- Emerging Markets påbegyndte stramningerne i sensommeren/efteråret 2010. Og herefter fulgte den europæiske centralbank, ECB, for nylig. Vi tror, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, forhøjer renten i 4. kvartal. Federal Reserve forbliver på hold og er mere bekymret for deflation som følge af høje råvarepriser end inflation, lyder forudsigelsen fra Henrik Drusebjerg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.724