B&O bedst til bilen
Læserne af det tyske bilmagasin ”auto motor und sport” har for tredje gang kåret det danske firma som bedste leverandør af lydsystemer til bilen.
Det fremgår af magasinets syvende udgave i år, som udkom midt i marts.
- Vi er meget stolte over, at vi nu for tredje gang ryger helt til tops i kategorien. Best Brand er en yderst relevant undersøgelse med deltagelse af næsten 100.000 læsere. Resultatet af afstemningen viser, at der bliver sat stor pris på Bang & Olufsen og vores unikke lydsystemer til biler, og at der er en høj grad af respekt om os i bilverdenen, siger Johannes Schüler, Head of International Marketing & PR i B&O Automotive division.
Bang & Olufsen Automotive lancerede sit første car-fi-system i 2005 og udvikler i dag lydsystemer til både Audi, Aston Martin, Mercedes-AMG og BMW.