23948sdkhjf

IT-giganter elsker Danmark

Datacentre i den helt store ende, også kaldet hyperscale datacentre, har tiltrukket sig megen opmærksomhed, siden Apple i februar 2015 offentliggjorde planer for et 6,3 milliarder kroner dyrt og 166.000 kvadratmeter stort et af slagsen i Foulum få kilometer øst for Viborg. 

Men Apple er ikke alene om at lægge datacentre i Danmark, og udbredelsen af hyperscale datacentre har taget fart i takt med, at virksomheder og private i stigende grad benytter såkaldt cloud computing eller skyen, hvor man populært sagt bruger forskellige tjenester via internettet. 

Kort fortalt er et hyperscale datacenter en hal fyldt med servere, og det kræver en strømforsyning i stor skala. Spørgsmålet er, hvor den strøm skal komme fra, samt hvilke konsekvenser det får for det danske energinet.

Tre giganter og en ubekendt
Danmark er godt i færd med at tage en pæn bid af markedet for hyperscale datacentre. Ud over datacentret ved Viborg har Apple også erhvervet et areal ved Aabenraa, mens Facebook er i gang med at opføre et af de store datacentre i Odense, og Google har reserveret grunde i både Fredericia og Aabenraa.

Endelig har en ”hemmelig” virksomhed udset sig Andrup ved Esbjerg som muligt hjemsted for endnu et hyperscale datacenter.

Ifølge en rapport udarbejdet af rådgivningsfirmaet Cowi vil strømforbruget på datacentrene i Danmark i 2030 være vokset til 7 terawatt-timer (TWh) – svarende til cirka 20 procent af det samlede danske elforbrug i 2017. I 2040 vurderes elforbruget at være steget til 11,4 TWh eller 33 procent af elforbruget i 2017.

Vindmøller og millioninvesteringer
Svarene på, hvor strømmen skal komme fra står indtil nu delvist hen i det uvisse. Dog står det klart, at IT-giganterne bag datacentrene har en fælles ambition om at forsyne sig med grøn strøm. Samtidig er de medinvestorer på større projekter, der kan være med til at udbygge den vedvarende energi.

- De deltager også i forskningsprojekter, fx for Apples vedkommende ved at investere et større to-cifret millionbeløb i projekt sammen med AU Foulum omkring anvendelsen af biogas i energiforsyningen, siger direktør i Datacenter Industriens sekretariat, Henrik Hansen, og tilføjer:

- Vi forventer, at vi kommer til at se flere af denne type samarbejder i fremtiden.

Facebook har allerede annonceret, at datacentret i Odense skal køre 100 procent på grøn strøm. For at gøre ambitionen til virkelighed indgik koncernen i foråret 2018 en 15 år lang kontrakt med Vattenfall om køb af strøm fra tre vindmølleparker i Norge.

Apple vil også hente 100 procent vedvarende energi til sine to danske datacentret. Til formålet er indgået en aftale med en stadig unavngiven dansk partner i energisektoren om udvikling af to nye landvindmølleparker i Jylland, som skal levere 30 MW til henholdsvis datacentret i Viborg og det planlagte i Aabenraa. Forbruget ventes at blive relativt beskedne 7 MW for hvert Apple-datacenter - det ventes dog at vokse til de 30 MW over fem år.

Endelig er der Google, som har købt grunde i Fredericia og ved Aabenraa, hvor der kan bygges datacentre efter behov. Hvor strømmen skal komme fra er derfor ikke afklaret. Da Google skulle forsyne sit første datacenter i Skandinavien, beliggende i den finske by Esbo, opførte koncernen to vindmølleparker - en i Norge og en i Sverige.

Biogas skal supplere vind 

Til at supplere de to fremtidige vindmølleparker i Jylland, som skal forsyne Apples danske datacentre, har IT-giganten også indgået et forskningssamarbejde med Aarhus Universitet (AU). Målet er at sikre et supplement af vedvarende energi fra biogas. 

Samtidig skal der forskes i mulighederne for at oplagre energi fra vindmøller og solceller, så den vedvarende energiforsyning stabiliseres. 

Apple investerede 21,5 millioner kroner i projektets første fase, der blandt andet omfatter en udbygning af AU Foulums biogasforsøgsanlæg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064