23948sdkhjf

Folkeskoler dystede med robotter

72 skoleklasser fra hele landet havde meldt sig til den landsdækkende robotkonkurrence ”Byg en FixObot”. De ni bedste klasser mødtes i Torvehallerne i Vejle.
Der var segways, store robotter, små robotter, støvsugerobotter. Robotter, der kunne samle op og tørre op. Og hen over det hele masser af opmærksomhed på, hvordan vi passer på klimaet. De ni skoleklasser, der var i finalen i den nationale konkurrence ”Byg en FixObot” beviste, at børn og unge både ved en masse om teknologi og energi. Mange af børnenes ideer havde også relation til klimadebatten og de tilhørende udfordringer med nye energiformer.

Konkurrencen gik ud på at opfinde den bedste FixObot – en robot, der kan udføre nyttigt arbejde inde og ude uden at bruge for meget energi eller skade miljøet.

Stor interesse i fremtidens energiudfordringer
Tre store danske virksomheder – Grundfos, Økolariet og NRGi – står bag konkurrencen og finaledagen, Den Energiske Dag, som skal motivere de unge til at tænke på klimaet, og hvordan de kan påvirke det i positive retninger.

De tre virksomheder har alle stor interesse i fremtidens energiudfordringer og i at udvikle undervisningsmateriale med klare relationer til børn og unges omkringliggende samfund, altså fritid, skole og arbejde. Samarbejdet mellem de tre tager fagligt afsæt i naturfag, teknologi og innovation. Derfor var dette års tema – robotter − oplagt at putte ind i en konkurrence om den bedste FixObot.

− Det er en fornøjelse at se, hvor meget skolerne har gjort ud af projektet. Opfindsomheden har været stor, og der er kommet nogle sjove og spændende robotter ud af konkurrencen. Vi er igen i år meget tilfredse med forløbet, siger Ole Due, Økolariechef.

Fagligt højt niveau
I løbet af dagen fremlagde alle skoler deres projekt, og der var tænkt i vidt forskellige retninger – lige fra snerydning til, hvordan man bygger en robot, der kan hjælpe ældre og handicappede. Efter en grundig votering, som bestemt ikke var nem for den fire mand store dommerkomite, blev 4., 3., 2. pladser – og selvfølgelig vinderskolen afsløret.

Der blev krydset mange fingre, og skolerne jublede hver gang, de ikke blev råbt op – så var de et skridt nærmere førstepladsen, hvor der var 10.000 kroner på spil. Vinderen blev 6. klasse fra Kontiki – Børnenes Skole i Hillerød.

− Det var ret svært at beslutte, men valget faldt på dem, fordi de rent fagligt lå meget højt, og de havde taget fat i et reelt og aktuelt problem, nemlig snerydning. De havde en sjov og skæv idé, og derfor løb de med førstepladsen, fortæller Nils Thorup, dommer og til dagligt teknisk chef på Grundfos.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098