23948sdkhjf

Danmarks robotflagskib oplevede ”Apple-hype”

Automatica: Universal Robots benyttede Automatica-messen til at lancere sin nye E-Series, og tog de første ordrer med hjem

Danmarks største robotproducent, Universal Robots, var naturligvis at finde på årets Automatica-messe, der løb af stabelen i München i sidste uge.

Odense-virksomheden brugte blandt andet messen til at lancere sin nye E-Series, der tilføjer en række nye features til Universal Robots’ kendte robotarme. Dels giver det nye anvendelsesmuligheder for robotarmen, og dels har brugervenlighed, programmering og sikkerhed fået et nøk opad.

Og brugerne tog godt imod nyheden, lyder meldingen fra München.

- Det har været en ekstremt positiv oplevelse at være med Universal Robots på Automatica i år. Vores nye platform og sofistikerede produktserie E-Series fik en helt overvældende flot modtagelse af både slutkunder, forhandlere og presse. Faktisk fik vi ordrer på de nye e-series robotter fra både danske og udenlandske slutkunder ganske kort tid efter, vi havde præsenteret produktnyhederne på vores stand og til et propfyldt pressemøde for den internationale presse på Automatica, fortæller Per Kloster Poulsen, regional sales director, Universal Robots med ansvar for Norden og Storbritannien.

Interessen for E-Series var faktisk lidt overvældende, lyder meldingen fra Per Kloster Poulsen.

- Med E-Series var der simpelthen noget af den hype, som man ser i forhold til Apple, hvor fans står i kø for først at få fingre i nye modeller med nye spændende features og muligheder. At der er så kort en beslutningstid på produkter til flere hundrede tusinde, fortæller mig, at vi nyder stor tillid på markedet, fordi industrien har gode erfaringer med at bruge vores robotter til fleksibelt at automatisere deres produktion, siger han. 

Automatica samler traditionen tro alt, hvad der kan krybe og gå inden for robotindustrien, og Per Kloster Poulsen brugte derfor også messen til at se nærmere på konkurrenterne.

- Jeg var personligt spændt på at se, om vi ville møde nogle seriøse udfordrere på messen, altså nye producenter af cobots, men jeg må helt ærligt sige, at der var reelt ikke nogen, der havde produkter, der kan siges at være ægte samarbejdende robotter. Det var også den melding, jeg fik, når jeg spurgte gæsterne på vores stand, hvilke cobots de ellers havde set på i messehallerne på Automatica, lyder det fra Universal-direktøren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128