23948sdkhjf

- Det var ikke planlagt, at vi skulle sælge nu

Robotproducenten MIR var ikke klar til salg, men Teradyne kom med et godt tilbud, og så blev milliardhandlen indgået, siger MIRs direktør

I har solgt MIR for 1,7 milliarder kroner. Hvor længe har handlen været undervejs?
- Handlen har været undervejs nogle måneder. Det var på ingen måde planlagt, at MIR skulle sælges nu, men det var et rigtigt godt match og en pakke, som vi havde svært ved at sige nej til.

Hvad var vigtigt for jer i ledelsen, da I solgte MIR?
- Det var vigtigt for Niels Jul Jacobsen (strategichef i MIR, red.) og mig at bevare arbejdspladserne her på Fyn, og Teradyne vil gerne videreudvikle MIR med hovedkvarter i Odense.

Så du føler dig tryg ved, at MIR stadig vil have produktion og udvikling i Odense?
- Ja, det føler jeg mig ret tryg ved. Det bedste argument er, at vi kan se den rejse, som Teradyne har taget med Universal Robots, hvor man har udvidet kraftigt i Odense. For sådan en virksomhed som vores er det vigtigt, at man har udvikling og produktion tæt ved hinanden. Så jeg ser det som helt naturligt, at man beholder begge dele i Odense.

Hvad er det, der gør MIR 1,7 mia. kr. værd?
- Vi har en førerposition i verden inden for mobile robotter. Vi har et unikt produkt, som har en høj performance, en god brugervenlighed og samtidig til den rigtige pris. Vi har 140 distributører fordelt på over 40 lande, og vi er det firma, der leverer klart flest mobile robotter på verdensplan. Der er et kæmpe potentiale. Vi har allerede leveret mobile robotter til mange af de store virksomheder globalt, og der er masser af kunder, der laver genkøb. Samtidig har vi faktisk tjent penge i 2017. Ud af en omsætning på 77 mio. kr., opnåede vi et overskud på 5 mio. kr. Der er ikke mange virksomheder, der investerer så meget i vækst, som kan fremvise sådan et overskud.

Men nogen af os har måske lidt svært ved at forstå, at en virksomhed med en omsætning på 77 mio. kr. kan være 1,7 mia. kr. værd?
- Ja, det kan jeg i princippet godt forstå. Men vi kigger ind i et marked med et enormt potentiale, med nogle store vækstrater. Vi sælger over hele verden, også i Kina. Sidste uge fik vi en større ordre til Sydafrika. Jeg tror, at Teradyne har gjort en god handel, ligesom vi har gjort en god handel.

Hvad skal pengene fra handlen bruges til? Vil de blive omsat til nye robotvirksomheder?
- Jeg skal ikke kunne sige, hvad de andre ejere gør. Men det er i hvert fald min plan at geninvestere i robotvirksomheder og andre tekniske virksomheder med potentialer.

Læs mere om: MiR
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078