Forskere vil gøre solenergi til hver mands eje
Forskning i energirigtige løsninger og sproglig formidling er i centrum, når BHJ-Fonden uddeler millionbeløb til SDU i Sønderborg.
- Populært sagt er det, vi forsøger at udvikle en film, der som plastic kan erstatte glas. Solceller belagt med den nye filmtype, kan gøre solenergi til hver mands eje. De nye celler er fleksible og kan formes, så du kan pakke huse ind i dem, eller du kan lægge solceller på taget af din bil og på den måde få energi, siger lederen af Mads Clausen Instituttet, Just Justesen.
Kombinerer organiske og uorganiske materialer
Bag projektet, hvor man søger at udvikle den nye film type ved at kombinere både organiske og uorganiske materialer, står den 26-årige brasilianske forsker Roanna Oliveira Hansen. Hun har sin basisuddannelse fra universitetet i Porto Allegre i Brasilien og forventes at blive Ph.d. i nanotechnology fra SDU i Sønderborg til april.
Til brug for tynd-film projektet modtager hun 200.000 kr. i støtte fra BHJ-Fonden. Støtten kommer fra den million, som fonden årligt donerer til forskning og indkøb af laboratorieudstyr til universitetet i Sønderborg.
Blandt de øvrige forskningsprojekter, der er sluppet gennem bedømmelseskomiteens nåleøje, er et udviklingsforløb, der skal muliggøre at den moderne fragtsejlads kan ske ved hjælp af vindkraft, som det skete for 100 år siden. Det kræver udvikling af komplicerede systemer, som, med udgangspunkt i kunstig intelligens, kan forsyne fragtskibene med de nødvendige informationer om vejr og vind overalt på verdenshavene.