23948sdkhjf

Dommere stopper Boeings kamp for papirer om kampfly

Forsvarsministeriet får medhold i sag om store indkøb af kampfly.

Flyproducenten Boeing får en dukkert af Københavns Byret fredag. Dommerne afviser selskabets krav om fuld adgang til dokumenter om købet af nye kampfly.

De danske myndigheder har været i deres gode ret til at nægte aktindsigt, mener byretten.

The Boeing Company tabte slaget om at producere et nyt kampfly til Danmark. I stedet for Boeings F-18 Super Hornet fik Lockheed Martin, der fremstiller F-35, opgaven.

Efter nederlaget besluttede Boeing at gå til domstolene for at få indsigt i myndighedernes materiale.

Forsvarsministeriet, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse samt Værnsfælles Forsvarskommando blev sagsøgt. Det amerikanske selskab mente, at myndighedernes afslag på aktindsigt var ugyldige.

Ifølge de danske regnestykker skulle Lockheed Martins fly være cirka 50 procent billigere end Boeings, og det kan give sidstnævnte et dårligt ry ude i verden, har selskabet tidligere sagt.

Derfor ønsker man at kigge de danske myndigheder i kortene.

Under dialogen med Boeing har myndighederne bedt om at få en afgrænset og mere konkret anmodning. Og det er i orden, mener byretten, der peger på det enorme arbejde, som anmodningen angiveligt vil resultere i.

Forsvarsministeriet skulle bruge mindst 1.450 timer på opgaven. Materiel- og Indkøbsstyrelsen mener at skulle anvende flere fulde årsværk. Og Værnsfælles Forsvarskommando skyder på et forbrug på mere end 2.000 arbejdstimer.

Disse regnestykker har Boeing ikke taget for gode varer. Men selskabet har ikke givet noget grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skøn, mener de tre dommere, der har behandlet sagen.

Derefter konkluderer de, at myndighederne har været berettiget til at give afslag med henvisning til "det helt ekstraordinære ressourceforbrug".

I en kommentar til byrettens afgørelse udtrykker Boeing skuffelse over resultatet.

- Selv om om dommen anerkender Boeings ret til information som part i sagen, så opretholder den Forsvarsministeriets beslutning om at afvise anmodningen om aktindsigt i Kampfly-evalueringen, hedder det i udtalelsen fra virksomheden.

Virksomheden fastholder, at processen har været fejlbehæftet, og at ministeriet har udeladt vigtige oplysninger.

Boeing vil nu gennemgå dommen og overveje, hvordan sagen skal føres videre.

I den 74 sider lange dom endevendes både offentlighedsloven, forvaltningsloven, miljøoplysningsloven og menneskerettighederne.

I øvrigt er indkøbet af nye kampfly den til dato største enkeltinvestering i staten. Anskaffelse og drift i de næste 30 år vil koste mere end 66 mia. kr.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093