Danskere skal afprøve sikkerhedskritisk teknologi til rumfart
Et nyt samarbejde mellem Ingeniørhøjskolen i Århus og teknologivirksomheden Terma kan føre til markante forbedringer af sikkerhedskritisk software til rumfartøjer.
- I dag bruger ESA flere resurser på at teste deres rumfartøjer og software end på at udvikle det. Der er et stort behov for at finde nye løsninger, som kan effektivisere både udviklings- og kontrolprocedurer, siger Poul Hougaard fra Terma, som leder projektet.
Sparer tid og penge
I dag er det mennesker, der kontrollerer og sikkerhedsgodkender udstyr til rumfart. I fremtiden håber ESA at finde en procedure, der i langt højere grad er systematiseret og fejlsikret ved hjælp af avanceret software.
Et lille hold af højt specialiserede ingeniører fra Terma og Ingeniørhøjskolen i Århus skal allerede om et år levere det første system, som ESA kan bruge til at fejltjekke og godkende rumfartssoftware.
- Vores mål er at udvikle en metode, der kan beskrive og verificere, hvordan en komponent vil opføre sig i rummet. Det betyder, at man relativt hurtigt vil kunne se, hvilke softwaredele fra én type rumfartøj, der kan genavendes i en anden type rumfartøj. Og det vil komme til at spare både tid og penge, forklarer Peter Gorm Larsen fra Ingeniørhøjskolen i Århus.
Oplagt alliance
Han er en af de førende danske specialister i modelbaseret softwareudvikling. Med dette projekt bringer han for første gang sin viden i spil i forhold til rumfartsteknologi.
- Rumfart er et fascinerende og teknologisk udfordrende anvendelsesområde. Det er en konstant udfordring, at tingene hele tiden skal være bedre, smartere og hurtigere. Hvis Danmark vil være med til at præge udviklingen, kræver det dygtige specialister, og det er oplagt at etablere alliancer på tværs af videninstitutioner og erhvervsliv, siger han.
Ifølge ESA tager det ofte mere end ti år fra beslutningen om at udvikle et rumfartøj er truffet til, at det kan begynde at returnere data fra rummet. Og det er denne proces, Det Europæiske Rumagentur ønsker at forkorte ved at genanvende software og effektivisere kontrolprocedurer. Hvis ingeniørteamet gør deres arbejde godt, er der udsigt til flere kontrakter.