23948sdkhjf

Robotbrag ramte 600 mennesker

Teknologisk Institut i Odense inviterede til Robotbrag og DIRA Roadshow i sidste uge. 600 mennesker var med

Hver en krog af Teknologisk Instituts haller i Odense var i brug 15. november, da der var inviteret til Robotbrag i samspil med DIRA Roadshow og roadshowets 30 udstillere.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juhl, åbnede arrangementet, som med 600 fremmødte mennesker understregede interessen for fremtidens industrirobotter, servicerobotter og velfærdsteknologi.

For det handlede om de muligheder, der findes i automation, automatik og robotter.

- Vi har åbnet dørene i dag for at få slutbrugerne til at komme ind og se, hvilke muligheder der ligger i robot- og automationsteknologi, siger Kurt Nielsen, der er chef for Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi.

Han uddyber.

- Det er rigtig vigtigt, at vi holder den her type arrangementer, så vi hele tiden sørger for at skubbe til grænserne for hvilke teknologier, vi kan bruge ude i danske fremstillingsvirksomheder.

Positivt overrasket
Mens stueetagen hos Teknologisk Institut blandt andet var fyldt med lyden fra summende robotgribere og snak fra den talende robot NAO, bød første sal på oplæg fra instituttets specialister. Her kunne deltagerne blive klogere på blandt andet automatisering, kollaborative robotter og droneløsninger.

Jonas Cort Pedersen fra dronevirksomheden Sky Level havde svært ved at skjule sin begejstring for arrangementet.

- Jeg er positivt overrasket over alle deltagerne, der er kommet. Og jeg er helt sikkert blevet inspireret til nye idéer, som jeg tager med hjem til virksomheden, siger han.

CareLab blev åbnet
Til Robotbraget blev Teknologisk Instituts nye innovationslab for velfærdsteknologi, CareLab Innovation, også indviet.

- I dag åbner Teknologisk Institut CareLab Innovation, som er en ny platform, vi har etableret for udviklingen af velfærdsteknologi, fortæller Jørgen Løkkegaard, der er centerchef for velfærds- og interaktionsteknologi hos Teknologisk Institut.

Da den røde indvielsessnor skulle klippes, var det i forlængelse af dagens tema ikke borgmesteren, der svingede saksen, men derimod lærings- og interaktionsrobotten Sanbot, der klarede den borgmesterlige opgave, mens Peter Rahbæk Juhl og resten af gæsterne så på.

Også borgmester Peter Rahbæk Juhl fremhævede instituttets rolle under Robotbraget.

- Jeg tror på, at robotter og robotteknologi kan være med til at revolutionere vores samfund, og Teknologisk Institut har en rigtig vigtig rolle i at kunne være en vidensmæssig sparringspartner for virksomheder, som har en god idé og noget teknologi, de gerne vil prøve af. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126