23948sdkhjf

Danmarks næste store rumprojekt gør klar til opsendelse

Et danskbygget rumobservatorium, ASIM, skal efter planen sendes ud i rummet i marts 2018.

Efter mange års udviklingsarbejde er Danmarks hidtil største rumprojekt mandag blevet præsenteret af astronauten Andreas Mogensen.

- Det er altid spændende, når vi i Danmark kan være med langt fremme, når det kommer til rumfart og rumforskning. Vi har helt sikkert evnerne til at være med, sagde astronauten, efter at han havde hevet i den røde sløjfe og afsløret en 314 kilo tung 1:1-model af Danmarks næste store rumprojekt, observatoriet ”The Atmosphere-Space Interactions Monitor” (ASIM), som har til en samlet værdi af 350 millioner danske kroner. 

 ASIM er et avanceret observatorium, der skal monteres udvendigt på det europæiske Columbus modul på Den Internationale Rumstation ISS.

Dansk ekspertise i spidsen for projektet
Teknologivirksomheden Terma er teknisk hovedansvarlig for observatoriet, mens chefkonsulent Torsten Neubert fra DTU Space er videnskabelig ansvarlig for dette spændende ESA-ledede projekt i samarbejde med DMI. Både Terma og DTU Space har haft afgørende roller i udviklingen af de avancerede instrumenter, der indgår i observatoriet.

- Det har været en spændende udfordring for Terma. Det er første gang vi har været teknisk hovedleverandør på et så stort rumprojekt, og dermed været ansvarlig for udvikling og færdiggørelse overfor Det Europæiske Rumagentur (ESA). Dansk rumfart har med ASIM dokumenteret sin ekspertise og det høje videnskabelige og tekniske niveau, som vi mestrer, siger Carsten Jørgensen direktør for Termas rumfarts aktiviteter.

Ifølge Kristian Pedersen, direktør på DTU Space, giver ASIM netop dansk internationalt lederskab – både inden for videnskab og teknologi på rumområdet:

- Dansk rumfart er vigtig for Danmark. Med ASIM viser vi, at Danmark har teknologiske og videnskabelige kompetencer på højt internationalt niveau, og at vi på DTU gennem samarbejde med dansk erhvervsliv er førende inden for vigtige nicher på rumområdet. Desuden håber vi, at projektet vil bidrage til at gøre flere unge interesserede i at tage en naturvidenskabelig uddannelse. Vi får brug for disse ingeniører i fremtiden. 

Lyn nedefra og op
Når observatoriet er sat i drift, skal ASIM observere og fotografere de store elektriske udladninger, der fra tordenskyer går opad i området mellem jordens atmosfære og rummet – de lag, der benævnes stratosfæren og mesosfæren.

Disse spektakulære energiudladninger – kendt som ”red sprites”, ”blue jets”, ”haloes” og ”elves” – blev første gang observeret i 1989. Der er stor videnskabelig interesse for et nærmere studie og under sit ophold på ISS i september 2015 foretog ESA-astronaut Andreas Mogensen en række spektakulære optagelser af disse lyn-fænomener.

ASIM er på vej til USA for at blive klar til opsendelsen fra Kennedy Space Center i Florida til Den Internationale Rumstation (ISS). Datoen er fastsat til tirsdag den 13. marts 2018, og ASIM skal opsendes med SpaceX Falcon 9 løfteraket.

Kilde: Terma og Ritzau 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094