Det lysner hos Martin
Virksomheden har i de seneste måneder ansat mere end 50 nye medarbejdere.
- Helt generelt har det været vanskeligt at få penge til noget som helst, og når vores kunder har haft svært ved at få finansieret nykøb, så går det selvfølgelig ud over os. Men nu mærker vi, at der så småt er begyndt at ske lidt igen, udtaler direktør Peter Høy.
Endnu vigtigere kan direktøren nu også melde om overskud på bundlinjen, og han forventer, at fremgangen fortsætter i 2011.
Derfor mandes der også yderligere op på fabrikken i Frederikshavn med 11 nye medarbejdere i december, men Peter Høy tør ikke sige, om der vil blive ansat yderligere i den kommende tid.