Førerløse bil-drømme kørt i garagen
Vesthimmerland Kommune holder igen med planene om at blive først med førerløse biler. Det skriver DR Nordjylland.
I halvandet år har det ellers lydt, at kommunen ville spare mange mandetimer – og dermed penge – ved at sende ansatte rundt i førerløse biler.
Årsagerne er dels politisk, dels økonomisk. Politisk er der også åbnet for, at andre kommuner kan blive testplads for førerløse køretøjer, en mulighed som har fået producenten af de førerløse køretøjer til at ændre prisen til Vesthimmerland kommune. Og så er vi ved økonomien.
Oprindeligt var den forventede pris nære ved nul. Nu er der udsigt til en udgift på tre mio. kr., og det vil de lokale politikere ikke tage fra velfærdsmidlerne. På borgmesterkontoret håber Knud Kristensen stadig, at projektet med nye partnere kan blive til noget.
Idémænd tror stadig på de førerløse biler
Fonden Autonomous lancerede for et år siden idéen om en fabrik for førerløse biler i Aars, en de største byer i Vesthimmerland kommune.
Her tror man stadig på projektet:
- Jeg har fuldt ud tiltro til, at kommunen og de interesserede partnere vil være i stand til at kunne få en finansieringsaftale på plads, siger kommunikationschef Peter Thomsen til DR Nordjylland.