23948sdkhjf

Danske virksomheder forbinder hundredvis af små satellitter

GomSpace, 2operate og Aarhus Universitet arbejder på en ny overvågningsplatform til megakonstellationer af satellitter. Det kan skabe mange nye, danske job

Virksomhederne Gomspace og 2Operate skal sammen med Aarhus Universitet skabe endnu flere danske arbejdspladser i satellitindustrien.

Sammen skal de skabe en ny overvågningsplatform til såkaldte megakonstellationer af små satellitter. Innovationsfonden støtter projektet, der har fået navnet MegaMan, med 7,5 mio. kr. Det skriver Innovationsfonden i en pressemeddelelse.

Megakonstellationer er netværk af hundred- eller tusindvis af små satellitter, der både kan kommunikere indbyrdes og med installationer på Jorden. De kan også udstyres med forskellige sensorer, hvilket åbner nye muligheder for brancher som landbrug, skibs- og luftfart samt landtransport. Endvidere åbner megakonstellationerne op for internetadgang over hele kloden. De vil ligeledes kunne bruges til fx rum- og klimaforskning.

Mere fart på Danmarks muligheder
Danmark er kommet godt med i kapløbet om at blive førende inden for kommerciel udnyttelse af megakonstellationer, fx GomSpace, der udvikler små nanosatellitter. Samtidig har både DTU og Aalborg Universitet egne satellitter, mens Aarhus Universitet lige nu er ved at udvikle deres første, Delphini-1-satellitten, til opsendelse i 2018.

Investering

Fondens investering: 7,5 mio. kr.

Samlet budget: 11 mio. kr.

Varighed: 2 år

Officiel titel: MegaMan – Mega-Constellations Services Management 

Samfundspotentiale

Det anslås at projektet kan spare branchen 2-3 års udvikling af megakonstellationer.

Projektet kan skabe mange danske arbejdspladser i satellitindustrien.

Projektet vil styrke Danmarks position som en seriøs spiller i kapløbet om at styre fremtidens satellitkommunikation.

Projektet kan være en del af den udvikling, der skaber hurtigere og bedre mobildækning over hele kloden.

Kilde: Innovationsfonden

MegaMan sætter yderligere fart under Danmarks muligheder for at blive førende inden for fremtidens satellitkommunikation ved at aktivere kompetencer fra den stærke danske tele-branche. En af udfordringerne bliver nemlig, at de mange satellitter skal overvåges, og fejl skal opdages og rettes. Ved at genbruge koncepter og standarder fra drift af mobilnetværk vil de tre partnere over de næste to år udvikle verdens førende overvågningsplatform til drift af megakonstellationer.

- Det er oplagt, at de mange løsninger og standarder, man har udviklet til overvågning af ”konstellationer” af mobilmaster, bliver genbrugt til megakonstellationer, udtaler projektleder Lars Moltsen, der til daglig er forskningsdirektør i 2operate.

- Derved kan man springe to-tre års modning af branchen over. Lige nu handler alting om at udvikle satellitterne og sikre ”connectivity” fra jorden til satellitterne og satellitterne imellem, men vi ved, at så snart systemerne kommer i kommerciel drift, vil operatørerne begynde at efterspørge effektive løsninger til driften, tilføjer han

Den kortere afstand til satellitterne gør, at forsinkelsen ved f.eks. samtaler bliver meget mindre, og samtidig er dækningen af hele kloden væsentligt bedre – også på åbent hav og over polarområderne. Megakonstellationer kan også lettere opbygges over tid efter behov, hvor kapaciteten øges ved opsendelse af flere og flere satellitter i den samme konstellation. Implementeringen af megakonstellationer er stadig på det spæde stadie, så potentiale for at være med i den næste store revolution inden for satellitindustrien er enormt. 

Hos Gomspace understreger administrerende direktør Niels Buus vigtigheden af at skabe synergier mellem spillernee i den danske tele- og satellitbranche samt etablere en klynge af virksomheder og forskere, der samarbejder og deler den viden og de kompetencer, man har fra beslægtede brancher.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074