LED-lys er fremtiden i Århus
Kommunen skal skifte 28.000 gadelys ud med energivenligt LED-lys. Et projekt til foreløbig 182 mio. kr.
- Vi taler om ny belysning i halvdelen af hele Århus Kommune. Det er et kæmpe projekt, vi står over for, siger Michael Kirkfeldt, der er afdelingsingeniør i Trafik og Veje ved Århus Kommune, til Århus Stiftstidende.
7,2 millioner færre kilowatt-timer
De mere energivenlige LED-lys betyder, at kommunens gadelys vil brænde 7,2 millioner færre kilowatt-timer af årligt. Elregningen bliver knap 10 mio. kr. mindre om året.
Arbejdet skal påbegyndes senest i 2015, og Århus Kommune har tænkt sig at vente så længe som muligt med at gå i gang med den praktiske del af projektet.
Kommunen håber, der vil blive udviklet LED-lys af bedre kvalitet i løbet af de næste par år.