Kvinde i spidsen for ChemoMetec
Karen Lykke Sørensen afløser Claus Resen Steenstrup som administrerende direktør.
Karen Lykke Sørensen, 47 år, har siden 2001 været ansat i medicinalvirksomheden Sanofi-Aventis - senest siden 2006 som corporate vice president med ansvar for selskabets aktiviteter i Vesteuropa. Forud for sin ansættelse i Sanofi-Aventis var Karen Lykke Sørensen ansat som administrerende direktør for biotekvirksomheden Biogens nordiske aktiviteter.
Stærk R&D-platform
- Claus Resen Steenstrup har i de seneste fem år stået i spidsen for en omfattende ændring af virksomheden. Børsnoteringen i 2006, vækst, ekspansion af organisationen og innovation har været væsentlige elementer i ChemoMetecs udvikling til i dag at være en ledende aktør inden for sit felt. Jeg har sat stor pris på samarbejdet med Claus Resen Steenstrup. Samtidig er jeg glad for, at vi med ansættelsen af Karen Lykke Sørensen får en erfaren direktør, som kan videreføre den positive udvikling i virksomheden, siger bestyrelsesformand Stig Løkke Pedersen.
- ChemoMetec er en fantastisk spændende virksomhed med en stærk R&D-platform og har allerede i dag afsætning på strategisk vigtige markeder over hele verden. Jeg glæder mig til opgaven med at fortsætte udviklingen af en højteknologisk virksomhed med så stort potentiale, siger Karen Lykke Sørensen.
Karen Lykke Sørensen er uddannet civilingeniør og MBA fra INSEAD.