23948sdkhjf

Dansk elektroniks rolle efter den globale recession

Tre markante skikkelser fra den danske elektronikindustri debatterede på årets elektronikmesse branchens fremtid.
Sidste år måtte dansk elektronikindustri som bekendt trækkes gennem en historisk krise, men nu er tingene ved at vende globalt. Men hvad kommer der til at ske i Danmark? Hvilke muligheder er der? Og hvilke farer lurer?

Det var blandt andet disse emner, der blev debatteret af Karsten Vandrup, administrerende direktør hos Litepoint Europe, Tom Togsverd, direktør for ITEK, og Brian Møller, udviklingsdirektør hos B&O.

Fremgang i Asien
Først blev deltagerne bedt om at tage den aktuelle temperatur på elektronikindustrien, og her var alle enige om, at det går fremad.

- Det har været hårdt, og krisen har ramt B&O hårdt. Vi er kommet relativt godt ud af det i sidste kvartal, men er stadig ramt. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at der er en optur på vej, forklarede Brian Møller.

- Jeg kan se fra min egen virksomhed, at det går opad. Men jeg kan samtidig se, at markedet i Vesteuropa står stille, mens det går kraftigt fremad i Asien. Vi ser, at tingene flytter ud af Vesteuropa og ender i Sydøstasien. Ingen vil lave elektronikproduktion i Europa længere, hævdede Karsten Vandrup.

Plads til innovative folk
Alle paneldeltagerne var enige om, at udflytningen af serieproduktion vil fortsætte – også selv om konjunkturerne nu går opad – og det betyder nye udfordringer.

- Vi er under pres, men det er ikke det samme, som at vi ikke kan være på banen. Der er plads til folk, der er innovative. Vi har et højt velfærdsniveau, der gør, at vi fx ved, hvad det vil sige at udvikle et højteknologisk sundhedsvæsen. Vi skal udnytte den domæneviden, vi har, mente Tom Togsverd.

Han efterlyste dog bedre rammebetingelser for de danske virksomheder – blandt andet, at der arbejdes for et indre europæisk marked for på den måde at mangedoble danske virksomheders hjemmemarked.

Skal udnytte viden
Et andet emne, der har været i vælten den seneste tid, er innovation og udvikling i Danmark. Hidtil har danske virksomheder haft et innovativt forspring, men nu er visse udviklingsaktiviteter også begyndt at forsvinde fra landet. Tom Togsverd mente dog stadig, at Danmark har et forspring.

- Lige der har vi nogle styrker. Vi har domæneviden og er vant til at hjælpe kunder med at udvikle komplicerede produkter. Vi skal hele tiden være oppe på dupperne, og se de muligheder og nicher, der er i markedet, ellers dør vi, forklarede han og mente samtidig, at der stadig vil være plads til egentlig produktion i Danmark.

- Der vil stadig være kunder, der vægter fleksibilitet og hurtig levering mht. elektronikproduktion, og derfor er der stadig kunder, der vil betale lidt ekstra for at få de fordele. Men det meste serieproduktion vil forsvinde.

Har passeret toppen
Karsten Vandrup var dog mere skeptisk på den danske elektronikindustris vejene og fremhævede nogle tegn på, at vi er ved at blive overhalet.

- Lige nu er vores dagsform, at vi har passeret toppen og er på vej ned af bjerget. Jeg ser nogle tegn; udviklere i fx Letland er lige så dygtige som danskere, de kommer med kreative tanker, som en dansk ingeniør ville gøre. De gør det bare til en lagt billigere pris, forklarede han, og efterlyste en mere målrettet indsats fra den danske regering.

- Med hensyn til innovation så er det noget, politikerne bruger som en floskel, når der er valg. Hvis vi vil innovere, så skal vi satse på det. Man har ikke set nogen satsning i Danmark, andet end hvis ingeniørerne skal have 1 kr., så skal antropologerne og humanisterne også have 1 kr.

Mere reel innovation
Litepoint-direktøren understregede dog, at der sidder mange mennesker med gode ideer ude i de danske virksomheder – det er bare for kompliceret at få dem realiseret.

- Jeg tror vi skal kigge på de rammebetingelser, vi arbejder under i Danmark. Hvad er det, vi skal sælge Danmark på? De konkurrenceparametre vi skal sælge Danmark på er bare blevet dårligere. Kan vi lægge innovation i Danmark? Ja, hvis vi får lov. Vi skal tænke business development; lad os se på, hvad vi er hamrende gode til og få udviklet det. Lad os få noget reel innovation i nogle gode miljøer, mente Karsten Vandrup, og nævnte den finske mobiltelefonindustri som et godt forbillede.

Både Brian Møller og Tom Togsverd efterlyste også flere forskningskroner, men begge pointerede også, at der ligger et ansvar hos virksomhederne, som skal sørge for at etablere partnerskaber. I den globale sammenhæng er de danske elektronikvirksomheder ikke specielt store, men det kan give øget gennemslagskraft, hvis man samarbejder med andre.

Fik du læst Electronic Supply øvrige artikler fra Elektronik 2010:
Danmarks bedste montagevirksomhed kåret
ITEK-formand: Det går bedre i dansk elektronikindustri
Elektronik 2010: Kunderne pelses hos ETK Elektronik
Elektronik 2010: Offentlige kunder i søgelyset hos DMT
Elektronik 2010: Dobbelt op hos Ektos
Glæden breder sig på E-10
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109