Nilfisk på opkøb
For at sikre sig en ledende position på nye markeder har Nilfisk-Advance købt den brasilianske rengøringsmaskineproducent Plataforma.
- Vi er meget tilfredse med denne mulighed for at udvide vores service til kunderne i hele Brasilien. Plataforma er anerkendt på det professionelle rengøringsmaskinemarked i Brasilien for deres kvalitetsprodukter og velfungerende servicefunktion. Ved at have vores egen produktionsenhed i Brasilien vil Nilfisk-Advance være i stand til at levere endnu bedre service til vores kunder, og samtidig vil vi få adgang til lokal sourcing, markeder og finansieringsmuligheder, siger Jørgen Jensen, administrerende direktør for Nilfisk-Advance.
Kongelig deltagelse ved officiel åbning
- Vi ser Brasilien som et af de vigtigste nye markeder over de kommende år. Brasiliens efterspørgsel efter professionelt rengøringsudstyr er støt voksende, og opkøbet er et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at få solidt fodfæste på dette marked, siger Jørgen Jensen, og fortsætter:
- Vi har investeret over 5 mio. dollars i Brasilien siden 2009, og vi vil fortsætte med at investere for at udvide vores tilstedeværelse i dette vigtige marked.
Efter overtagelsen vil Plataforma blive indlemmet i Nilfisk-Advance gruppens selskaber og operere som Nilfisk-Advance Brazil under ledelse af den nuværende ejer Eduardo Pereira de Mattos. Nilfisk-Advance lancerede sit brasilianske selskab ved den officielle åbning af Nilfisk-Advance Brazil i Sao Paulo mandag. Prins Joachim deltog i begivenheden såvel som brasilianske embedsmænd og ledere fra erhvervslivet.