23948sdkhjf

AAU-studerende vælger software frem for elektronik

Computerrelaterede uddannelser i datalogi, softwareudvikling og fremtidens medieteknologier trækker ekstraordinært mange nye studerende til Aalborg Universitet i det kommende studieår. Den markante fremgang sker til dels på bekostning af elektronik-uddannelserne.
Aalborg Universitets tekniske og naturvidenskabelige uddannelser på området er samlet i IKT-skolen SICT (School of Information and Communication Technology), hvor studieleder Uffe Kjærulff jubler over søgningen til it-området.

- Vi har for eksempel aldrig haft flere førsteprioritets-ansøgninger til softwareingeniør-studiet end i år, hvor fremgangen er på 54 % i forhold til i fjor. Datalogi har fået en tredjedel flere ansøgere end i 2009, der ellers også var et super år. Så fra 2008 til 2010 er det langt over en fordobling af datalogi, hvilket er helt fantastisk, konstaterer Uffe Kjærulff.

Ny uddannelse godt fra start
En ny uddannelse i IT, kommunikations- og medieteknologi på Aalborg Universitets afdeling i København får også en stærk premiere med 52 førsteprioritets-ansøgere.

Uddannelsen appellerer til nogle af de samme unge, som i forvejen i stort tal søger AAU's særlige medialogi-uddannelse i København, Aalborg eller Esbjerg.

- Det er uddannelser, som blander hardware og software, og som i højere grad fokuserer på anvendelsen af teknologien end på teknikken bag. Vi havde en forventning om, at den nye uddannelse ville trække mange til, og det har heldigvis holdt stik, siger Uffe Kjærulff.

Vigende elektronik-interesse skal vendes
Til gengæld har han en udfordring på elektronik-området, hvor søgningen gennem de seneste år er dalet støt.

- Tidligere buldrede elektronikindustrien frem herhjemme, og det gjaldt også søgningen til uddannelser på området. Men vi har haft faldende ansøgertal de seneste år, og det er nærliggende at tro, at der er en sammenhæng med de problemer, der har ramt elektronikproducenterne. De har haft det sværere end softwarebranchen, hvor der blandt andet sker en masse med services på nettet og applikationer til smartphones, vurderer Uffe Kjærulff.

En del af hans opgave i den kommende tid bliver derfor at få vendt udviklingen, og det vil han blandt andet gøre ved at fremhæve det høje danske forskningsmæssige niveau inden for elektroniske systemer - herunder antenneteknologier, mobiltelefoner og andre trådløse teknologier.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125