23948sdkhjf

Sony vælger dansk samarbejdspartner

Højttalerproducenten Scan-Speak fra Videbæk har i skarp konkurrence med asiatiske konkurrenter vundet en ny stor kontrakt hos verdens største elektronikproducent.
Med en nylig vundet historisk kontrakt i hus ser fremtiden lys ud for Scan-Speak. Selskabet har i direkte konkurrence med den største producent af højttalerenheder i verden formået at vinde en kontrakt med Sony.

Bestyrelsesformand, Niels Jespersen og udviklingschef Claus Futtrup fra Scan-Speak er netop vendt hjem fra Sonys hovedkontor i Japan, hvor de fik overbragt de gode nyheder. Hermed afsluttede de et 10 måneders intenst forhandlingsforløb med stor succes.

Tocifret millionbeløb
- Det er en god måde at fejre firmaets 40 års jubilæum, da det er første gang, at Scan-Speak har vundet en kontrakt af denne størrelse, og det giver hele organisationen et enormt skulderklap og styrker troen på fremtiden hos alle. At kontrakten samtidig er vundet i Japan, og i direkte konkurrence med konkurrenter på deres ”hjemmebane”, gør jo på ingen måde stemningen dårligere, understreger administrerende direktør Jan A. Nielsen fra Scan-Speak.

Kontrakten repræsenterer en værdi af et tocifret millionbeløb, og de første leverancer forventes allerede at finde sted umiddelbart efter sommerferien.

Det forventes, at kontrakten løber i mindst tre-fire år, hvorefter der naturligt vil ske en opgradering af produktprogrammet, som man håber, at Scan-Speak også vil være en del af.

Høje kvalitetskrav
En af årsagerne til, at Sony har valgt Scan-Speak som partner er, at selskabet har formået at udvikle konkrete, tilpassede produkter, som opfylder Sonys kvalitetskrav til produkter med en højere lydkvalitet.

Dette har Scan-Speak kunnet honorere, da virksomheden i forvejen leverer nogle af deres meget eksklusive og dyre enheder til et prestigeprojekt, som Sony p.t. kun sælger i Japan. Disse produkter, som kun fremstilles i et beskedent antal, har dannet grundlag for, at Sony ønsker at videreføre ideerne herfra til andre produkter, som de samtidig vil afsætte globalt.

- Det har været et langt og til tider meget sejt træk. Blot det at komme ind i billedet som mulig leverandør hos et så stort japansk firma, de efterfølgende forhandlinger og ikke mindst kommunikationen har været omfattende. De teknisk krævende udfordringer med at ramme præcist, hvad Sony ønskede af visuel fremtræden - og ikke mindst performance - har til tider skabt frustrerende oplevelser! Men når så hele processen lykkes, så har oplevelsen blot været endnu større pointerer Jan A. Nielsen.

To års forhandlinger
De indledende kontakter blev skabt for knap to år siden, og over de seneste 12-15 måneder har dialogen, og forhandlingerne, været ret omfattende og har stillet store krav til hele organisationen.

Japanske firmaer, som Sony, er markant mere krævende og nøjeregnende helt ned i de mindste detaljer. Eksempelvis kræver Sony, at alle deres leverandører er Sony Green Partner.

Dette kræver, at Scan-Speak kun må anvende underleverandører, der kan redegøre for, hvad materialerne består af, og at de ikke indeholder miljøskadelige stoffer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08