Nyt underskud hos Dako
Store renteudgifter trækker medicoproducenten i rødt. Ledelsen forventer dog overskud i løbet af få år.
Det så ellers fornuftigt ud på omsætnings-siden, idet Dako voksede med 8 % til 1,8 mia. kr. i 2009. Det skriver Børsen.
Gæld skal ikke nedbringes
Det store underskud skyldes dog, at Dako i 2009 havde renteudgifter på 300 mio. kr., som følge af den gæld selskabet stiftede, da man i 2007 blev overtaget af kapitalfonden EQT. Finansdirektør Per Toelstang forventer dog ikke, at gælden vil blive nedbragt foreløbig.
- Jeg håber faktisk ikke, at vi ser et fald i gælden, hvis det bliver på bekostning af investeringer. Vi har ikke en politik om at sænke den, men om at forbedre forholdet mellem gæld og ebitda, udtaler han til Børsen.
Derfor forventer han også, at Dako vil blive rentabel i løbet af få år. Det er nemlig planen, at driftsindtjeningen i 2014 skal udgøre 39 % af omsætningen mod de nuværende 28 %. I 2010 forventes tallet at blive 33 %.