Dansk lampekoncern vokser efter kunstigt åndedræt
For 10 år siden gav Louis Poulsen, der laver danske designerlamper, et dundrende underskud. Og med italiensk ejerskab under finanskrisen gik det ikke meget bedre.
Efter at være blevet købt tilbage af kapitalfonden Polaris i 2014 er det dog gået markant bedre for selskabet. I 2016 omsatte det for 499 mio. kr. og fik et resultat på 33 mio. kr., mere end seks gange større end i 2014.
- Vi har medvind, fordi det går bedre i verden. Og så overtog vi lidt en rå diamant.
- De italienske ejere kom i uføre. De forstod ikke den del af forretningen, der er design og kultur. Der blev ikke investeret nok, så Louis Poulsen var blevet lidt forarmet. Men vi har jo en fantastisk historie og et godt brand, siger administrerende direktør Christian Engsted, der blev sat ind af Polaris i begyndelsen af 2015.
Ifølge ham er baggrunden for fremgangen, at der er investeret markant i nye produkter og et mere effektivt salg, ikke mindst til forbrugere.
Fokus er derfor også på yderligere vækst, ikke mindst ude i verden, så der kan komme endnu flere penge i kassen.
- Nu følger vi lidt den strategi, smykkefirmaet Pandora har brugt, hvor vi kommer ind hos forhandlere. Vi vil åbne 100 nye shop-in-shops (butik i butik) i 2017.
- Vi er ved at skabe en efterspørgsel ude i verden og har firedoblet vores marketingafdeling. Derfor går vi også ind i Italien og Frankrig nu og åbner i Sydkorea senere på året.
- Vi har et godt brand og er verdensberømte i Danmark. Det ville være skønt, hvis vi var det i verden også.
Væksten er kommet ikke mindst på grund af nye investeringer fra ejeren, kapitalfonden Polaris. Kapitalfonde bliver ellers tit beskyldt for at suge penge ud af selskaber og sælge dem videre. Det er dog ikke noget, direktøren mærker til.
- Vi har investeret et tocifret millionbeløb i både produktion og design. Alle elsker at hade kapitalfonde, og nogle fonde fortjener det sikkert også.
- Men jeg må sige, at Polaris er en god ejer. Hvis vi har en god idé, så er de ikke bange for at investere, siger Christian Engsted.
/ritzau/