23948sdkhjf

Gibotech fordobler overskuddet

Automation er voldsom hot i fremstillingsindustrien i øjeblikket. Det kan aflæses i Gibotechs nyeste regnskab, hvor resultatet før skat blev fordoblet til godt 10 mio. kr.

Den væsentligste årsag til den positive udvikling er en stigning i omsætningen på 46 procent. En stor del af forklaringen er en stigende efterspørgsel efter automationsløsninger i den danske industri.

- Det hele har flasket sig. Investeringslysten er kommet tilbage, og det går rigtig godt i mange brancher. Mange produktionsvirksomheder, som vi leverer til, har travlt på de store eksportmarkeder, og travlheden smitter også af på vores forretning, fordi kunderne derfor har en villighed og lyst til at investere i egne fabrikker, siger administrerende direktør Henrik Anker, Gibotech.

Direktøren peger også på, at en stor del af kunderne vælger, at de gerne vil fastholde og udvide deres produktion i Danmark.

- Derfor er de nødt til at fokusere på automation for at fastholde deres position på markedet, siger administrerende direktør Henrik Anker, Gibotech og tilføjer, at automationshuset også har haft nogle interessante projekter, hvor man er rejst ud med danske virksomheder.

De bedste kunder er gengangere
Fynske Gibotech, der har hjemme i det boomende robotmiljø i Odense, leverer robotløsninger til alt fra fødevareproducenter til hospitalsbyggerier. Og sulten efter Gibotech-automation er i en bred kam af industrier og kundesegmenter.

Ifølge Henrik Anker er der to hovedårsager til, at omsætningen har forplantet sig på bundlinjen. For det første har Gibotech haft et meget stort fokus på produktion og produktionsoptimering, hvilket har båret frugt og øget effektiviteten.

Samtidig giver den stigende omsætning et fundament, som gør, at selskabet ikke jagter mere risikofyldte projekter i markedet.

- Vi har fået nogle gode projekter ind, som vi kan levere til tiden. Det har også gjort, at vi har mange gengangere blandt vores kunder. Gengangere er de allerbedste kunder, for når vi kender hinanden, har vi evnen til at trække flere løsninger igennem, og fordi beslutningsgangen er hurtigere fra ide og tanke til handling, uddyber direktøren.

Nye ansatte i spandevis
I øjeblikket har Gibotech 62 medarbejdere. Det er tyve flere end året før, og virksomheden budgetterer med samme antal nye ansigter i 2017. Det skal give en vækst, der ligner væksten i 2016 - både på omsætning og bundlinje.

- Vi har i øjeblikket fem åbne stillinger, og vi budgetterer med 15 mand mere i løbet af året. Vi holder budgettet her to måneder inde i året, og vi har ingen tvivl om, at vi når vores budgetmæssige forventning til i år både målt på omsætning, indtjening og antallet af medarbejdere, siger Henrik Anker.

Gibotech A/S
mio. kr. 2016 2015
Bruttofortjeneste 34,6  20,4 
Resultat af primær drift 10,0  5,3 
Resultat før skat 10,2  5,1 
Årets resultat 8,0  3,9 
Balancesum 54,6  43,1 
Egenkapital 8,6  4,6 
Antal ansatte 45  28 
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095