Bosch vil overtage solcelleproducent
Den tyske industrigigant har underskrevet en kontrakt om overtagelse af 39,43 % af aktierne i aleo solar AG.
Aleo er en etableret mærkeproducent af solcellemoduler, som man fremstiller på basis af tilkøbte mono- og polykrystallinske solceller. Modulerne sælges via et bredt netværk af specialiserede forhandlere og installatører til slutkunder i Tyskland og andre vigtige europæiske markeder. I 2008 havde virksomheden en omsætning på ca. 360 mio. euro (2,7 mia. kr.) og beskæftigede ca. 800 medarbejdere. Aleo har administration i salgscentret i Oldenburg. Produktionsstederne ligger i Prenzlau i Tyskland og nær Barcelona i Spanien.
Endvidere overtager Bosch mere end 60 % af andelene i Johanna Solar Technology GmbH, Brandenburg an der Havel i Tyskland fra Eriksen Group og tilknyttede investorer, hvor aleo også har en andel på ca. 17 %. Johanna startede udviklingen af CIGS-tyndfilmsolcellemoduler i 2006, og disse gik i produktion i slutningen af 2008. Disse tyndfilmmoduler sælges gennem aleo. Johanna beskæftiger 125 medarbejdere.
- Med denne overtagelse styrker vi vores position inden for fotovoltaik og vedvarende energi. Sammen med ledelse og medarbejdere hos aleo og Johanna samt i kombination med teamet hos vores datterselskab ersol ser vi gode muligheder for at udbygge dette lovende forretningsområde yderligere, sagde Dr. Siegfried Dais fra ledelsen hos Bosch og ansvarlig for divisionen Solar Energy.
Kilde: Bosch - http://www.bosch.dk