Fortsat store vækstambitioner hos Ambu
Medicoproducenten vil sælge sig ud af krisen og har derfor intensiveret salgsarbejdet for at erobre markedsandele.
- Uanset hvordan den globale økonomiske krise er, så må vi på en eller anden måde tilsidesætte den ved at tage markedsandele. Vi har valgt at gå imod strømmen – hvor folk holder igen med salg, der skalerer vi op, udtaler Lars Marcher til Børsen.
Derfor har han også valgt at fastholde ambitiøse mål for udviklingen i Ambus omsætning og indtjening, om end disse også er blevet justeret i forhold til krisen. I 2009 forventer Lars Marcher, at Ambu vil vokse med 8 % - på trods af at man i første halvår er vokset med 12 %. Til gengæld er det stadig planen, at indtjeningen skal forbedres fra den nuværende EBIT-margin på 11 % til 15 %.
Også på andre områder tænkes der dog offensivt under krisen. Blandt andet ser Lars Marcher en række lukrative opkøbsmuligheder. Han vurderer, at Ambu vil kunne overtage en virksomhed i samme størrelsesorden som sig selv til en favorabel pris. Det skyldes, at mange store koncerner vil være motiverede fra at sælge afdelinger eller divisioner fra, efterhånden som krisen skrider fremad.