23948sdkhjf

Se det usynlige

Højteknologifonden har ydet 15 mio. kr. i tilskud til udviklingen af en revolutionerende ny laserteknologi, der kan se det usynlige og aflæse molekylernes fingeraftryk.
Lys spiller en helt afgørende rolle, når tidens store miljø- og sundhedsspørgsmål skal tackles. De molekyler, der udgør et sygdomsforløb, en forureningskilde eller en urenhed i fødevarer, har alle et helt karakteristisk fingeraftryk, der kan aflæses gennem det lys, som en prøve absorberer.

Den danske virksomhed NKT Photonics har inden for de sidste fem år opbygget en førende position inden for synlige hvidlyslasere til analyse af biologiske prøver. Nu vil virksomheden sammen med forskere fra DTU Fotonik og Aarhus Universitet udvikle en ny generation af lasere, som har samme ekstreme båndbredde, men dækker det infrarøde, usynlige område.

Det ambitiøse projekt samler danske spidskompetencer inden for udvikling og fabrikation af optiske fibre, optisk karakterisering i det infrarøde område, brug af ultra-korte pulser og udvikling af ultra-kraftige lasere.

En af de store udfordringer er, at almindelige glasfibre ikke kan bruges til infrarødt lys. I projektet anvendes i stedet for et for Danmark helt nyt og spændende fibermateriale, de såkaldte bløde glasser. Institutdirektør, DTU Fotonik, Anders Bjarklev:

- Forskningsmæssigt er her nogle helt unikke udfordringer, hvor vi kan kombinere dansk ekspertise inden for fiberoptik og materialeforskning. Vi har her et godt eksempel på et tværfagligt innovationsprojekt med forsknings- og erhvervsmæssig styrke.

Direktør, NKT Photonics, Jakob Skov:

- Det unikke ved projektet er, at vi direkte kan markedsføre ikke bare slutresultatet, men også flere delresultater, på allerede eksisterende markeder.

Kilde: Højteknologifonden - http://www.hoejteknologifonden.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105