23948sdkhjf

Risø tilslutter plastsolceller til elnettet

Et stærkt dansk forsknings- og industrisamarbejde har etableret verdens første tilslutning af et plastsolcelleanlæg til elnettet.
Det sker, efter at Risøs program for solenergi igennem længere tid har forsket i plastsolceller som et billigt alternativ til de eksisterende siliciumbaserede solceller. Forskningen er nu så langt, at et demonstrationsanlæg er sat op på Risø DTU ved Roskilde Fjord.

Risøs forskning i solceller baseret på polymermaterialer har fra starten haft et stærkt fokus på fremstilling, demonstration og anvendelse, og i samarbejde med firmaerne Mekoprint A/S og Gaia Solar A/S er plastsolcellerne nu i et forsøg blevet koblet til elnettet på Risø.

- Demonstrationen er et glimrende eksempel på, hvordan samarbejdet mellem forskning og industri fremmer teknologiudviklingen og skaber det første spæde grundlag for implementering af ny teknologi i samfundet, udtaler Henrik Bindslev, direktør på Risø DTU.

Plastsolcellerne til solcelleanlægget er fremstillet i samarbejde med Mekoprint A/S, der har specialiseret sig i ”rulle til rulle”-fremstilling af flex-print og printet elektronik.

Efter fremstilling af solcellerne har Risø DTU i samarbejde med Gaia Solar A/S fremstillet store paneler, som solcellerne er monteret på. Gaia Solar A/S har speciale i modulopbygning af siliciumsolcellepaneler og har indbygget Risøs plastsolceller i deres eksisterende design. Selve panelet er placeret på et tårn, der følger solens bevægelse. Den producerede strøm kobles ind på elnettet.

Allerede i juni 2008 præsenterede Risø plastsolcellerne på Roskilde Festival i et samarbejde med Mekoprint A/S. Dengang var prisen 4.500 euro/W, men en massiv indsats bragte prisen ned på 22 euro/W i januar 2009 og videre ned på 15 euro/W i marts 2009. Ultimo 2009 forventes prisen at kunne komme ned på 4-5 euro/W.

Industrisamarbejdet arbejder for industrialisering af plastsolceller i Danmark, og hvis det lykkes, kan plastsolceller blive en skelsættende energiteknologi til dansk brug såvel som til eksport. Med en målrettet indsats kan plastsolceller blive endnu en dansk bæredygtig energiteknologi med et enormt eksportpotentiale.

Kilde: Risø DTU - http://www.risoe.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094