23948sdkhjf

Talentshow-inspireret forskerpanel skal hjælpe it-virksomheder

Nyt erhvervsrettet fremstød tilbyder virksomheder gratis hjælp fra forskerne på Aalborg Universitets Institut for Datalogi. Som i et andet talentshow vil potentielle samarbejdspartnere blive screenet af et bredt sammensat panel af eksperter.
- Det nytter ikke, at de kun får lejlighed til at snakke med en database-mand, hvis deres problem i virkeligheden handler om brugervenlighed. De fleste projekter er flerdimensionelle, og derfor er vi nødt til at møde virksomhederne med alt dét, vi har at byde på, selv om screeningen også bliver en ny øvelse for os, forklarer initiativtageren, lektor Ivan Aaen fra Institut for Datalogi, som også bliver direktør for den nye satsning med navnet Cassiopeia.

Som navnet indikerer, udspringer tiltaget fra det stærke ikt-miljø i Cassiopeia-bygningen i Aalborg, hvor Institut for Datalogi i forvejen bor dør om dør med nogle af regionens stærke teknologi-baserede virksomheder. Cassiopeia skal være med til at fjerne den forvirring, som ofte er første indtryk, når nye virksomheder vil i kontakt med forskermiljøerne.

- Det er et kendt problem, at det for virksomheder kan virke meget uoverskueligt at søge samarbejde med universitetet, selv om viljen er der. Vi er et mangehovedet uhyre, som det kan være svært at komme ind på livet af. Men nu etablerer vi én indgang til hele det datalogiske område, så virksomhederne ikke risikerer at blive sendt på lange omveje, før de når frem til den rette, lover Ivan Aaen.

Partnere viser vejen
Fire etablerede virksomheder med omfattende erfaring i at samarbejde med universitetet har indvilget i at påtage sig en særlig lokomotiv-rolle i Cassiopeia. Atira, Dezide og Targit er selv succesfulde spin-outs fra Aalborg Universitet, og ingeniør- og softwarevirksomheden Logimatic har også årelang tradition for parløb med forskerne.

Partner-virksomhederne skal som gode eksempler være med til at inspirere andre, og det er en rolle, udviklingsdirektør Morten Middelfart fra Targit A/S i Hjørring glæder sig til at udfylde.

- Vi har gennem næsten et årti haft et nært samarbejde med Institut for Datalogi. Det har været en stor kilde til inspiration, og derfor er det naturligt for os at indgå i det nye og mere specifikke samarbejde. Vi har store forventninger til samarbejdet med universitetets kapaciteter, siger Morten Middelfart.

Opsøger legekammerater
En af målsætningerne for det nye innovationstiltag er, at det både fagligt og geografisk skal afsøge nyt land. Det sidste indebærer, at forskerne skal en tur på landevejen.

- Vi skal i kontakt med virksomheder, som ikke tidligere har haft glæde af universitetets kompetencer. Takket være regionalfondsmidler fra det nordjyske Vækstforum har vi fået mulighed for at lave en opsøgende indsats. Vi står stærkt i Aalborg-området, men nu kan vi komme længere ud, vurderer direktør Ivan Aaen.

Han håber, at trafikken også kommer til at gå den anden vej, så udviklere og hele teams fra de nye samarbejdspartnere i perioder flytter deres daglige arbejdsplads til Cassiopeia. Formålet er at skabe så tæt kontakt som mulig, og guleroden for virksomhederne er den lette adgang til forskernes input. Men forskerne får også noget igen:

- Hele formålet med Cassiopeia er at udveksle og overføre viden. Via samarbejdet med virksomhederne får vi sjove legekammerater og bedre forskning. Desuden har det stor betydning for vores rekruttering af studerende og fremtidige forskere, at vi er i nær kontakt med det omgivende erhvervsliv, siger Ivan Aaen.

Den officielle åbning af Cassiopeia markeres den 17. april med reception og lagkage på Institut for Datalogi.

Kilde: Aalborg Universitet - http://www.aau.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14