Frithiof købt af Nilfisk-Advance
Hidtil største danske leverandør af centralstøvsugere fortsætter som en afdeling i Nilfisk-Advance A/S.
I en række lande uden for Danmark er Nilfisk i dag en af de største udbydere af støvsugere herunder også centralstøvsugere. Nu glæder man sig derfor over de muligheder, der med overtagelsen af Frithiof byder sig for en langt større afsætning af centralstøvsugere i Danmark.
- Frithiof har gjort en imponerende indsats og sat et solidt aftryk i markedet. Men vi befinder os stadig foran et kæmpe potentiale, hvor der bliver brug for alle de ressourcer, vi råder over. I første række bliver det sælgerstaben fra Nilfisk, der nu også har centralstøvsugere med i sortimentet, når de besøger forhandlerne. Men også forbrugerne vil opleve nye fordele. Blandt andet har vi forlænget garantien til fem år, siger salgschef Claus R. Henriksen.